Juventus rejser sig og udstiller Napoli i topbrag
Jonathan David, Kenan Yildiz og Filip Kostic scorede målene for Juventus, som vandt 3-0 over Napoli i Serie A.
Juventus rejste sig fra sidste spillerundes skuffende nederlag til Cagliari og nedlagde Napoli med 3-0 i søndagens topkamp i Serie A.I Torino endte det med en lille afklapsning for den forsvarende italienske mester, som indkasserede de sidste to mål i det sidste kvarter.
Dermed blev der for en stund lavet om på det styrkeforhold, der har været på det seneste mellem de to mandskaber i støvlelandet.
Mens Napoli har vundet to italienske mesterskaber i de seneste tre sæsoner, så skal Juventus tilbage til 2020 for at finde sit seneste mesterskab.
Dengang havde Juventus en dominerende position i Italien med det niende mesterskab på stribe.
Den slags dominans er Juventus ikke i nærheden af i øjeblikket, hvor også Inter og AC Milan er bedre kørende.
Men Juventus spillede søndag aften en god kamp, og med en sejr på tre mål er holdet stadig med om pladserne i top-4.
Juventus har på femtepladsen 42 point efter 22 kampe. Napoli har et point mere som nummer tre. Inter topper tabellen med 52 point.
Efter 22 minutter slog Juventus til første gang med målet til 1-0.
Angriberen Jonathan David leverede en god aktion, da han brysttæmmede bolden i feltet og sparkede den sikkert i nettet. Det smarte oplæg kom fra Manuel Locatelli.
Derefter var kampen længe meget lige, og Napoli lurede på en udligning. Men udeholdet havde meget svært ved at spille sig frem til chancer.
Rasmus Højlund spillede hele kampen, men den danske landsholdsangriber havde det svært i Napolis angreb.
I den anden ende var der mere skarphed.
Efter 77 minutter fordoblede angriberen Kenan Yildiz føringen for Juventus efter en stor fejl af Napoli-stopperen Juan Jesus.
Indskiftede Filip Kostic lukkede og slukkede med en scoring på et langskud efter 86 minutter.
/ritzau/
