NBA-kamp udsættes efter grænsepolitis skyderi i Minneapolis
Minnesota Timberwolves og Golden State Warriors er udsat til søndag på grund af sikkerhedsmæssige årsager.
Lørdagens NBA-kamp mellem Minnesota Timberwolves og Golden State Warriors er udsat til søndag på grund af sikkerhedsmæssige årsager.Det skriver NBA på basketligaens hjemmeside.
Udsættelsen kommer, efter at grænsepolitiet lørdag morgen lokal tid skød og dræbte en mand på gaden i storbyen Minneapolis.
- Beslutningen er taget for at prioritere sikkerheden for samfundet i Minneapolis, skriver ligaen.
Udsættelsen betyder, at Timberwolves og Warriors skal mødes både søndag og mandag i Minneapolis.
Lørdag aften lokal tid er det planen, at ishockeyholdet Minnesota Wild skal møde Florida Panthers i Minneapolis-forstaden St. Paul. Der er ikke meldt noget ud om, at den NHL-kamp bliver udsat.
Det lokale politi i Minneapolis har efter episoden lørdag morgen lokal tid sagt, at der ser ud til at være tale om en 37-årig amerikansk statsborger, som boede i byen.
Han blev skudt, efter at han havde nærmet sig medlemmer af grænsepolitiet, som var i gang med en aktion mod illegal indvandring, har ministeriet for indenrigssikkerhed sagt.
/ritzau/
