Cardiff-dansker slipper billigt efter grimt uheld

24. JAN 2026 • 18:59SPORT

Angriberen Yousef Salech kom til skade og blev sendt til undersøgelse på hospitalet, men er sluppet billigt.

Den danske angriber Yousef Salech indtog lørdag en kedelig hovedrolle, da Cardiff spillede 1-1 med Stockport i den tredjebedste engelske række, League One.

Salech, der med 12 sæsontræffere er vicetopscorer i rækken, kom kort før pausen således til skade efter en luftduel.

Lørdag aften meddeler Cardiff på X, at han er sluppet billigt fra situationen.

- Vi er glade for at kunne informere fansene om, at Yousef Salech er blevet udskrevet fra hospitalet uden alvorlige skader og nu holder en kort pause med hvile og restitution, skriver klubben.

En modstander faldt tilsyneladende ned på den 24-årige dansker, der længe blev tilset, inden han blev kørt fra banen på en båre med iltmaske og støtte til sin nakke.

Ifølge Cardiff-træner Brian Barry-Murphy blev Salech kørt til scanning på et hospital som en sikkerhedsforanstaltning.

- Det var ikke et kønt syn, men vi er meget forhåbningsfulde. Vi var meget heldige med det niveau af pleje og opmærksomhed, han fik i situationen - det var fremragende.

- Jeg følte mig forholdsvis sikker på, at han nok skulle være okay, og da vi havde forladt banen, var meldingerne i pausen relativt positive, siger Barry-Murphy til Cardiffs hjemmeside.

Salech har en fortid i Brøndby og HB Køge, og via hollandske Beveren og et meget succesfuldt ophold i svenske Sirius er han havnet hos Cardiff, der er førerhold i League One.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT