Zelenskyj: Aftale om sikkerhedsgarantier mangler blot underskrift

25. JAN 2026 • 18:19UDLAND

Ukraine venter på at høre, hvor og hvornår dokument om sikkerhedsgarantier skal underskrives, siger Zelenskyj.

Aftalen om amerikanske sikkerhedsgarantier til Ukraine ligger klar og mangler blot at blive underskrevet.

Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, søndag på et pressemøde i Litauens hovedstad, Vilnius.

- For os er sikkerhedsgarantier først og fremmest garantier om sikkerhed fra USA. Dokumentet er 100 procent klar, og vi venter på, at vores partnere bekræfter, hvornår og hvor vi skal underskrive det.

- Dokumentet skal derefter sendes til ratificering i den amerikanske kongres og det ukrainske parlament, siger Zelenskyj.

Han besøger søndag Litauen, hvor han har holdt møde med landets præsident, Gitanas Nauseda. De to har drøftet krigen i Ukraine, som har stået på siden 2022.

Deres møde kommer på bagkant af forhandlinger mellem Ukraine, Rusland og USA i De Forenede Arabiske Emirater.

Både Rusland og USA har afvist, at Ukraine kan blive en del af den vestlige forsvarsalliance Nato, og i stedet er der udsigt til, at Ukraine skal have sikkerhedsgarantier fra USA såvel som andre vestlige lande.

Garantierne skal sikre, at Rusland ikke angriber Ukraine igen efter en våbenhvile og fredsaftale.

Forhandlingerne i De Forenede Arabiske Emirater, som blev afholdt fredag og lørdag i Abu Dhabi, førte ikke til nogen aftale om våbenhvile.

Men både Rusland og Ukraine har givet udtryk for at være åbne over for yderligere forhandlinger. Der ventes at blive afholdt et nyt møde 1. februar, ligeledes i Abu Dhabi, sagde en amerikansk embedsmand efterfølgende

Forud for weekendens møder sagde Zelenskyj, at territoriale spørgsmål står centralt i forhandlingerne.

Det drejer sig om Donbas, hvis ukrainske del består af regionerne Donetsk og Luhansk.

Rusland gør krav på hele regionen, og Vladimir Putins talsmand, Dmitrij Peskov, har kaldt det en "meget vigtig betingelse" i forhandlingerne.

Ukraine kontrollerer i dag fortsat omkring en femtedel af Donetsk.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT