Norris indtager pole position foran Verstappen i Singapore

21. SEP 2024 • 16:40SPORT

Lando Norris var hurtigst i kvalifikationen og starter forrest i Singapores grandprix. Magnussen blev 14'er.

Kevin Magnussen blev lørdag nummer 14 i Formel 1-kvalifikationen til Singapores Grandprix.

Danskeren klarede sig videre fra første kvalifikationsrunde, Q1, i 14. bedste tid, mens Haas-holdkammeraten Nico Hülkenberg kom med som 11'er.

I Q2 kom Magnussen til kort og var således ikke hurtig nok til at køre sig videre til den afgørende kvalifikationsrunde, Q3, som tæller ti kørere.

Det var imidlertid Nico Hülkenberg, som til slut satte sjettebedste tid.

Han starter dermed otte placeringer længere fremme end Magnussen i søndagens grandprix.

Resultatet kan siges at øge presset på den danske racerkører, der er vendt tilbage til Formel 1 efter sin løbskarantæne.

Helt i front starter McLarens Lando Norris, der indtager pole position foran Red Bulls Max Verstappen, der fører den samlede VM-stilling.

Norris, der er toer, har således gode betingelser for at hale ind på Verstappen.

Hollænderen er aldrig lykkedes med at være bedst af alle i kvalifikationen i Singapore.

Nummer tre blev Lewis Hamilton fra Mercedes, mens holdkammeraten George Russell starter som nummer fire.

Få minutter inde i Q3 mistede Ferraris Carlos Sainz herredømmet over sin bil og bragede ind i barrieren i sidste sving.

Racerkøreren bevægede sig i bilen og var i stand til at rejse sig, men hans kvalifikation var et overstået kapitel.

Uheldet udløste et rødt flag, og derfor stod tiden stille i længere tid, alt imens kørerne gik i pit.

Da tiden blev startet igen, og kørerne vendte tilbage på banen, fortsatte Ferraris kvaler i kvalifikationen.

Charles Leclerc var kun i stand til at sætte niendebedste tid.

Red Bulls Sergio Perez, der er otter i den samlede stilling, kom - ligesom Magnussen - heller ikke videre til Q3 og starter én placering foran danskeren.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT