Hjulmand vinder målrig Bundesliga-dyst mod Bo Henriksen
Med Kasper Hjulmand som dirigenten fra sidelinjen vandt Leverkusen lørdag over Bo Henriksens Mainz.
Kasper Hjulmand blev den største i lørdagens danske trænerduel i Bundesligaen, hvor hans Leverkusen-mandskab fik has på Bo Henriksens Mainz.På udebane kom Leverkusen tidligt foran 2-0 og endte med at vinde 4-3.
Dermed kan Kasper Hjulmand fortsat prale af at være ubesejret som Leverkusen-træner. Den tidligere danske landstræner blev ansat i september og har stået i spidsen for holdet i syv kampe.
I Bundesligaen er det indtil videre blevet til fire sejre og en enkelt uafgjort, mens det i Champions League er blevet til to uafgjorte.
Leverkusen har med resultaterne i den hjemlige liga bevæget sig op på femtepladsen - fire point fra topholdet Bayern München, der senere lørdag møder ærkerivalen Borussia Dortmund.
Anderledes dystert ser det ud for Bo Henriksen og Mainz. Efter et par imponerende sæsoner er klubben igen havnet i bunden af Bundesligaen, hvor den er tredjesidst.
I lørdagens opgør lyste frustrationerne da også ud af Bo Henriksen og kollegerne på bænken. Det kom særligt til udtryk efter en halv time, hvor Bo Henriksen og assistenttræner Michael Silberbauer brokkede sig til gult kort.
Forinden havde Leverkusen bragt sig foran 2-0. Kort efter det gule kort til Bo Henriksen reducerede Mainz, men Leverkusen udbyggede føringen igen lige før pausefløjt.
Mainz reducerede igen i anden halvleg, inden Leverkusen så ud til at afgøre opgøret med fire minutter igen af den ordinære tid. Med en scoring få minutter senere lugtede Mainz dog blod, men værterne fik ingen point.
I Heidenheim havde en anden dansker succes i lørdagens Bundesliga-runde. Jens Stage scorede for Werder Bremen, og længe så det ud til at ende som sejrsmålet. Men Heidenheim udlignede til sidst til 2-2.
I Wolfsburg fik Christian Eriksen sin første startplads, men det blev ikke nogen succes. Eriksen og resten af danskerklanen tabte 0-3 til Stuttgart.
/ritzau/