Brandvarm Rasmus Højlund misser Torino-kamp med skade

18. OKT 2025 • 17:26SPORT

Rasmus Højlund er ikke med i lørdagens kamp mellem Napoli og Torino i Serie A.

Efter et par flyvende uger er Rasmus Højlund kommet på skadeslisten i Napoli.

Den danske angriber er slet ikke en del af topholdets trup til udekampen mod Torino lørdag.

Danskeren indgik ellers i den oprindelige kamptrup, men er ikke på hverken bane eller bænk til opgøret, der sparkes i gang klokken 18.00.

I stedet får Lorenzo Lucca, der er lejet i Udinese, chancen som frontløber for Serie A's førerhold.

Ifølge Sky Sport Italia plejer Højlund et problem med sin ene lægmuskel, men endnu er det usikkert, om det også holder ham ude af Champions League-opgøret mod PSV tirsdag.

Højlunds storform begyndte med to mål mod Sporting i Champions League i starten af oktober. Få dage senere blev han også matchvinder i en 2-1-sejr over Genoa.

Herefter gjaldt det VM-kvalifikationen for Danmark, og her lynede han to gange i 6-0-sejren over Belarus og én gang i 3-1-sejren over Grækenland.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT