Israel melder Rafah-grænseovergang lukket på ubestemt tid
FN's chef for koordinering af nødhjælp opfordrede onsdag Israel til straks at åbne Rafah-grænseovergangen.
Rafah-grænseovergangen mellem Egypten og Gaza forbliver lukket på ubestemt tid.Det oplyser Israels premierminister Benjamin Netanyahus kontor lørdag i en udtalelse, skriver nyhedsbureauet AFP.
- En genåbning vil blive overvejet baseret på, hvordan Hamas opfylder sine forpligtelser med hensyn til at returnere gidslerne og ligene af de afdøde samt at implementere de aftalte betingelser (for våbenhvilen, red.), skriver kontoret.
Tidligere lørdag var meldingen fra den palæstinensiske ambassade i Egypten ellers, at grænseovergangen ville åbne mandag, skrev Reuters.
FN's chef for koordinering af nødhjælp, Tom Fletcher, opfordrede onsdag Israel til straks at åbne grænseovergangen, så nødhjælp kan komme ind.
- Vi har efterlyst uhindret adgang. Det bør ske nu. Vi ønsker, at det sker med det samme som en del af aftalen, sagde han til AFP.
I en meddelelse torsdag skrev det israelske militærs hjælpeagentur, Cogat, at Israel er ved at koordinere genåbningen af Rafah-grænseovergangen med Egypten. Det skrev Reuters.
Cogat tilføjede, at Rafah ikke vil blive åbnet for nødhjælp, idet det ikke er specifikt omfattet af den våbenhvileaftale, der er indgået mellem Israel og Hamas-bevægelsen.
I stedet vil humanitær hjælp skulle igennem grænseovergangen Kerem Shalom, der er kontrolleret af Israel. Inden hjælpen sendes ind i Gazastriben, skal den igennem et grundigt sikkerhedstjek.
På den egyptiske side af grænsen venter hundredvis af lastbiler med nødhjælp, der skal køres ind i Gazastriben.
I øjeblikket distribueres nødhjælpen gennem andre grænseovergange, som Israel kontrollerer.
FN's fødevareprogram (WFP) oplyste fredag ifølge Reuters, at det har fået omkring 560 ton mad om dagen ind i Gaza, siden våbenhvilen blev indledt.
Det er stadig mindre, end hvad der er behov for, men der sker forbedring, oplyste WFP.
Ifølge Abeer Etefa, der er talsperson for WFP, er der med våbenhvilen åbnet lidt for muligheden for at få mad ind i Gaza.
Fredag i sidste uge begyndte våbenhvilen i Gaza.
/ritzau/