James, Ronaldo og Brady inspirerer Djokovic til at udskyde pension

17. OKT 2025 • 10:48SPORT

38-årige Novak Djokovic vil fortsætte med at spille tennis på øverste niveau flere år endnu.

Den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic har trods en fremskreden tennisalder ingen planer om at lægge ketsjeren på hylden.

Den 38-årige serber bliver inspireret af superstjerner i andre sportsgrene, der har præsteret på topniveau, imens deres jævnaldrende for længst er gået på pension.

Det siger han ifølge Reuters på et pressemøde under den igangværende og lukrative invitationsturnering Six Kings Slam i Saudi-Arabien.

- Det er en af mine store motivationer at være langtidsholdbar. Jeg vil virkelig gerne se, hvor længe jeg kan blive ved.

- Hvis jeg ser på tværs af andre globale sportsgrene, så er LeBron James stadigvæk rigtig stærk, siger han med henvisning til den 40-årige basketballstjerne, der snart går i gang med sin 23. sæson i NBA.

Den 24-foldige grand slam-vinder fremhæver også to andre sportsstjerner, der viser og har vist toppræstationer, imens de var i 40'erne.

- Cristiano Ronaldo er lige så gammel som LeBron James og spiller stadigvæk, og Tom Brady spillede i NFL, indtil han var omkring 40 år gammel (Brady stoppede i en alder af 45 år, red.).

- Det er utroligt at blive ved på det niveau så længe, og de inspirerer mig. Så derfor vil jeg også fortsætte, siger Djokovic.

Serberen vandt tidligere i år sin ATP-titel nummer 100 i karrieren, og han har tjent penge nok til at sikre sin familie i generationer fremover. Det er heller ikke titler eller økonomi, der er den største drivkraft længere.

- Jeg er begejstret for også at være med til at opleve den forandring, som tennissporten gennemgår, og jeg vil gerne være en del af forandringen.

- Jeg vil gerne være med til at spille, når vi på en måde forynger vores sport og etablerer platformen for, hvordan tennissporten vil forme sig i de kommende årtier, siger Djokovic.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT