Verdens bedste får has på bravt kæmpende Viktor Axelsen

18. OKT 2025 • 19:00SPORT

Viktor Axelsen sled og slæbte, men kunne i sidste ende ikke stille noget op mod verdensetteren Shi Yuqi.

Semifinalen blev endestationen for Viktor Axelsen ved Denmark Open.

Efter en flot turnering i Odense måtte den danske badmintonstjerne lørdag give fortabt mod den kinesiske verdensetter, Shi Yuqi.

Viktor Axelsen tabte første sæt, kæmpede sig tilbage i andet, men kunne ikke for alvor finde topniveauet i tredje. Dermed endte det med kinesisk sejr på 21-19, 17-21, 21-17.

Fynboen er som regel skuffet, når han taber, men når han får sundet sig, vil han formentlig være i stand til at se tilbage på ugen med optimisme.

For tiden er han nemlig ved at kæmpe sig tilbage efter en operation i ryggen og en lang pause, og i Odense har han bevist, at han endnu kan være med på allerøverste niveau.

Lørdagens semifinale blev helt generelt gennemført på et enormt højt niveau og bød på flere drabelige og lange dueller, hvor Viktor Axelsens fysik blev sat på prøve.

Shi Yuqi spillede som oftest med stor ro, når duellerne blev lange, men Axelsen var så godt spillende i første sæt, at han med sit vel nok højeste niveau indtil da i turneringen tiltvang sig momentum.

Længe så det ud til, at Axelsen skulle trække sig sejrrigt ud af første sæt, men så vågnede kineseren op til dåd, vandt otte ud af ni point og satte danskeren under alvorligt pres.

Begyndelsen på andet sæt lignede det første. Viktor Axelsen kom foran, men denne gang var det især på grund af flere mærkelige fejl fra Shi Yuqi.

Som sættet skred frem forsvandt de kinesiske brølere. Til gengæld fandt Viktor Axelsen stor power og trykkede Shi Yuqi så hårdt, at kineseren i flere dueller blev spillet helt ud af banen, og så vandt danskeren sættet.

I slutningen af andet sæt begyndte Shi Yuqi så småt at brokke sig, og allerede efter første bold i tredje sæt kogte det igen, da de to kombattanter skændtes højlydt.

Kineseren kom bedst ud af skænderiet og skabte sig selv en tidlig og stor føring på 6-1. Viktor Axelsen begyndte helt åbenlyst at kæmpe med fysikken, og selv om han i glimt slog drømmeslag, gik den bare ikke.

Shi Yuqi havde for meget tilbage i tanken, og efter sin tidlige føring kørte han sejren i hus uden specielt mange svinkeærinder.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT