Rune spiller sig kontrolleret i kvartfinalerne i Stockholm
Holger Rune er videre til kvartfinalen i Stockholm efter en sejr over ungarske Márton Fucsovics i to sæt.
Tennisspilleren Holger Rune er rykket et skridt tættere på at genvinde ATP 250-turneringen i Stockholm.Rune, der vandt den svenske turnering for tre år siden, spillede sig torsdag aften i ATP-turneringens kvartfinaler efter en sejr over Márton Fucsovics fra Ungarn.
Danskeren er topseedet til turneringen og nedlagde Fucsovics med cifrene 6-4, 6-4.
Fredagens kvartfinale byder på argentinsk modstand mod Tomas Etcheverry, der er nummer 63 på verdensranglisten. Rune selv er nummer 11.
Efter en jævnbyrdig begyndelse viste Holger Rune forskellen, og ved flere sekvenser var danskeren decideret overlegen.
Rune brød ungareren to gange i træk og kunne serve sættet i hus, men Fucsovics brød og servede efterfølgende partiet hjem til 4-5.
I sidste ende gjorde Rune dog arbejdet færdigt, hvor en stor dansk serv hev første sæt i land.
Danskeren lagde i andet sæt ud med at bryde Fucsovics.
Sættet trak en smule i langdrag, hvor duellerne blev længere og hårdere.
Rune spillede dog sikkert og med stor koncentration i de hårde dueller, hvorfor han i mere eller mindre sikker stil også snuppede andet sæt.
/ritzau/