GOG pligtsejrer mod kroatisk bundprop i Champions League
GOG drog torsdag en tur til Zagreb, hvor fynboerne var i fuld kontrol i hele Champions League-opgøret.
GOG var torsdag aften på en klar opgave i Zagreb, hvor fynboerne skulle hjem med to point mod den kroatiske bundprop i Champions League.Missionen blev løst til fulde af et koncentreret og professionelt GOG-mandskab, der sikkert slog RK Zagreb med 36-31.
Kroaterne har tabt alle fem spillerunder i Champions League-gruppen. Med sejren er GOG side om side med PSG og Pick Szeged.
Topholdene Magdeburg og Barcelona fører gruppen og har kurs mod de direkte pladser videre i turneringen.
GOG var ikke i de store problemer i den kroatiske hovedstad.
Holdet fra det sydfynske gik uimponeret til værks og gjorde reelt set arbejdet færdigt i en fremragende første halvleg.
GOG splittede Zagreb-forsvaret ad gang på gang, og det vidnede en pauseføring på 19-11 om.
Fynboernes storspillende Lasse Vilhelmsen var hovedrolleindehaver i GOG's offensive forestilling med syv scoringer på syv forsøg i første halvleg.
Efter pausen havde GOG fortsat godt styr på sagerne, hvor det velsmurte angreb sørgede for, at kroaterne aldrig rigtig kom tæt på.
Opgørets tempo dalede en smule, da klubben fra fynske Gudme havde den ønskede føring, mens Zagreb hurtigt lignede et lettere modløst mandskab.
/ritzau/