Over hele USA demonstrerer amerikanere mod Trump

18. OKT 2025 • 21:09UDLAND

Ifølge CNN forventes der at være 2500 "No Kings"-arrangementer og millioner af deltagere i USA lørdag.

For anden gang samles amerikanere over hele USA til såkaldte "No Kings"-demonstrationer i USA.

I flere amerikanske medier beskrives det, hvordan en masse mennesker er begyndt at samles til dagens demonstrationer rundt omkring i landet.

Ifølge CNN er forventningen, at der vil være omkring 2500 "No Kings"-arrangementer og millioner af deltagere i løbet af lørdagen.

Med "No Kings" henviser demonstranter og arrangører til, at ingen i USA - heller ikke præsident Donald Trump - er konger, som må handle egenrådigt.

Første gang demonstrationerne blev afholdt, var den 14. juni - på Donald Trumps fødselsdag.

I et interview med Fox Business natten til lørdag dansk tid afviser Trump anklagerne fra demonstranterne.

- De refererer til mig som en konge, jeg er ikke en konge, siger han til mediet.

Flere politikerne holder taler ved demonstrationerne i landet. Under demonstrationen i Washington D.C. holder den venstreorienterede senator Bernie Sanders tale.

- Dette øjeblik handler ikke kun om én mands grådighed, én mands korruption eller én mands foragt for forfatningen, siger han ifølge The Guardian og tilføjer:

- Det handler om en lille gruppe af de rigeste mennesker på jorden, som i deres umættelige grådighed har kapret vores økonomi og politiske system for at berige sig selv på bekostning af arbejderfamilier over hele landet.

Også flere steder i Europa afholdes der lørdag demonstrationer mod Trump. Det gælder blandt andet på Kongens Nytorv i København.

Formålet er at forsvare demokratiske værdier i lyset af udviklingen i USA, siger Chesney McKinley Severance, der er repræsentant for Democrats Abroad i Danmark, til Ritzau.

- Der er rigtig mange amerikanere i udlandet, der føler sig desorienteret, når de fra afstand observerer de forfærdelige ting, der sker i landet. Immigrationsmyndighedernes ageren og nedlukningen af den føderale stat blandt andet.

Og selv om Donald Trump er demokratisk valgt, mener Chesney Severance, at han agerer "autoritært".

Ezra Levin, der er en af de ledende arrangører bag demonstrationen, siger til nyhedsbureauet AP, at de vil betragte dagen som en succes, hvis folk bliver motiveret til kontinuerligt at engagere sig mere politisk.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT