Nyt tilfælde af fugleinfluenza - 25.000 kalkuner skal aflives
Ti dage efter aflivning af 150.000 høns er der igen konstateret fugleinfluenza i Danmark - nu på kalkunfarm.
En besætning på omkring 25.000 kalkuner ved Lundby nær Skælskør forventes aflivet søndag som følge af fugleinfluenza.Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
For ti dage siden måtte styrelsen skride til aflivning af en besætning med 150.000 høns som følge af udbrud af fugleinfluenza.
- Det er desværre endnu et stort udbrud i en professionel fjerkræbesætning på kort tid, siger enhedschef Mette Kirkeskov Sie i pressemeddelelsen.
- Det er en alvorlig sygdom, og vi opfordrer derfor alle ejere af fjerkræ og fugle til at være ekstra opmærksomme og holde dyrene adskilt fra vilde fugle og deres efterladenskaber, siger hun.
Styrelsen oplyste 10. oktober, at man har hævet trusselsniveauet for fugleinfluenza fra lav til middel i kølvandet på udbrud i Danmark og det øvrige Europa.
Fugleinfluenza kan blive spredt via vilde fugle, fugleafføring og døde fugle, fremgår det af meddelelsen.
Smitten kan blive bragt ind i fjerkræindhegninger, når ejere færdes hos dyrene. Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at man rengør og desinficerer fodtøj og udstyr, inden man går ind til fuglene.
Fødevarestyrelsen har som følge af udbruddet oprettet en beskyttelseszone på tre kilometer og en overvågningszone på ti kilometer omkring ejendommen.
Det betyder blandt andet, at det er forbudt at flytte levende fugle, æg og fjerkræprodukter til og fra zonerne uden særlig tilladelse.
Der må heller ikke afholdes markeder, udstillinger eller konkurrencer med fugle og fjerkræ i zonerne.
Fugleinfluenza er en dyresygdom, der kan ramme alle fuglearter. Der er dog nogle arter, som er mere følsomme over for sygdommen.
Det gælder særligt kalkuner og høns, fremgår det af Fødevarestyrelsens hjemmeside.
Fugleinfluenza smitter kun i meget sjældne tilfælde mennesker, og det er hovedsageligt mennesker, der er i nærkontakt med fugle og fjerkræ.
Hos mennesker ses ofte kun milde symptomer som øjenbetændelse, men nogle varianter af sygdommen kan også være livstruende, skriver Statens Serum Institut.
/ritzau/