Nottingham fyrer Postecoglou kort efter Chelsea-dukkert
Nottingham Forest fyrede lørdag Ange Postecoglou kort efter 0-3-nederlaget til Chelsea.
Mindre end halvanden måned inde i sin Nottingham Forest-ansættelse er Ange Postecoglou igen fortid i klubben.Kun 19 minutter efter et sviende 0-3-nederlag til Chelsea lørdag meddelte Nottingham således, at australieren har fået sparket.
- Nottingham Forest kan bekræfte, at Ange Postecoglou øjeblikkeligt er blevet fritaget fra sine opgaver efter en serie af skuffende resultater, skriver klubben på X.
Postecoglou endte dermed sin korte periode i klubben med to uafgjorte og seks nederlag, siden han afløste Nuno Espírito Santo i september.
Skrækstimen indeholder et 2-3-nederlag til FC Midtjylland på hjemmebane i Europa League.
Lørdag skabte Nottingham ellers chancer nok til scoringer, men profiler som Morgan Gibbs-White og Neco Williams var uskarpe, ligesom både overligger og stolpe stod i vejen for den brasilianske angriber Igor Jesus.
Omvendt effektiv var Chelsea, som stillede op uden stjernerne Cole Palmer, Enzo Fernández og Moisés Caicedo samt den karantæneramte cheftræner Enzo Maresca.
Især tre gyldne minutter i starten af anden halvleg, efter at Caicedo var kommet ind fra bænken, gjorde forskellen.
Her smed portugiseren Pedro Neto efter et fremragende temposkift et indlæg i boksen, som den unge stopper Josh Acheampong forvandlede til sit første mål som seniorspiller.
Og kort efter blev det 0-2, da Forest-keeper Matz Sels fik gjort alt for lidt ved Pedro Netos frispark.
Den belgiske landsholdsreserve kom også skidt ud og boksede svagt til kuglen efter et hjørnespark, da Chelsea-kaptajn Reece James efter 84 minutter lukkede og slukkede til 3-0.
Chelsea avancerer med sin anden sejr i træk til en foreløbig fjerdeplads i tabellen, men det holder næppe runden ud.
Nottingham, der i seneste sæson længe kæmpede med helt i toppen af Premier League, er nummer 17 og kan meget vel være under nedrykningsstregen, når alle hold har været i aktion i runden.
/ritzau/