EM-brag mod Tyskland bliver afgjort mellem stængerne
EM-opgøret mod Tyskland bliver en duel mellem verdens to bedste målvogtere, mener Nikolaj Jacobsen.
Danmark kommer med tempo og teknik. Tyskland kommer med stor fysik. Det er den helt forsimplede udlægning af EM-mødet i Boxen mandag aften.Men på ét punkt minder holdene om hinanden. På målmandsposten har begge det ypperste af det ypperste.
Andreas Wolff i det tyske mål har været EM's indtil videre bedste keeper, mens Emil Nielsen i det danske mål af mange regnes som verdens bedste.
- Når jeg kigger rundt lige nu, så er Wolff og Emil de to bedste i verden. Så det bliver en spændende duel, lyder det fra Danmarks landstræner, Nikolaj Jacobsen, som derudover ikke ser store ligheder i spillestil mellem de to.
- De står på hver deres måde. Hvor Emil er virkelig dygtig til at læse det hele, så bruger Andreas Wolff især sin store størrelse og sin gode fysik.
Med sine 195 centimeter og robuste statur hører Emil Nielsen selv til i kategorien for store målmænd. Men ved siden af næsten to meter høje og hærdebrede Wolff kan den danske målvogter godt føle sig lille.
- Andy er jo kæmpestor. Han er et kæmpe menneske og er god til at komme ud og fylde. Samtidig er han sindssygt smidig og atletisk. Det er helt klart hans største forcer, lyder skudsmålet fra Emil Nielsen.
Wolff har i mange år hørt til i den absolutte verdenselite, men han lader til at være blevet overhalet af Emil Nielsen, når snakken falder på verdens bedste målmand.
Mens Wolff var nomineret til titlen som Verdens Bedste Håndboldspiller i både 2023 og 2024 - og begge gange måtte se Mathias Gidsel løbe med prisen - er det Emil Nielsen, som i 2025 er nomineret sammen med Gidsel og den kroatiske højreback Ivan Martinovic.
Emil Nielsen har ikke ramt sit allerbedste ved EM endnu, men han føler selv, at han er på vej mod det.
- Det har været lidt svingende, men jeg synes, at kampen mod Spanien var rigtig fin. Det var ikke det nemmeste forhold, siger han med henvisning til, at forsvaret ikke spillede sin bedste kamp.
- Jeg endte på de der 14-16 redninger, og det var rigtig fint. Men det er forhåbentlig nu, at jeg har fået spillet mig varm.
Den danske Barcelona-keeper skal gerne være helt varm, når der fløjtes op klokken 20.30 i Boxen.
En dansk sejr vil betyde, at Danmark fortsat selv kan afgøre, om holdet skal i semifinalen.
/ritzau/
