Regeringen indleder lang rejse mod mindre iltsvind og fiskedød

20. DEC 2024 • 06:00ERHVERV/POLITIK

Regeringen har sendt opdaterede vandområdeplaner i høring, hvilket skal resultere i lokale indsatser.

Et væsentligt element for den politiske aftale om en grøn trepart indleder nu en rejse, som skal munde ud i mindre iltsvind, fiskedød og fedtemøg.

Regeringen sender fredag opdaterede vandområdeplaner i høring, som skal resultere i, at de lokale treparter kan begynde at planlægge den indsats for næste år, der skal betyde mindre udledning af kvælstof.

Aftalen om den grønne trepart indeholder, at landbruget årligt skal udlede 13.780 tons mindre kvælstof.

- Det er en stor omgang, Derfor er der en lang høringsfrist her på et halvt år, siger Jeppe Bruus (S), der er minister for grøn trepart.

- Mens man får høringssvar ind, skal kommunerne udarbejde omlægningsplaner med udgangspunkt i det materiale, der bliver sendt i høring, siger han.

Ministeren peger på, at indsatsen skal sikre, at de rigtige landbrugsjorde bliver taget ud, så der kommer en god tilstand i vandoplande, søer og åer, og så kvaliteten af drikkevandet bliver bedre.

- Man må sige, at der er sket for lidt alt for længe, og nu skal vi tage nogle gigantiske skridt frem på meget kort tid, siger han.

Den tredje vandområdeplan for perioden 2021-2027 udkom sidste år, og det er den nyopdaterede version af planen, der nu sendes i høring.

Den opdaterede version indeholder mere ambitiøse indsatser end planen fra sidste år.

Blandt andet skal der nu restaureres vandløb over en strækning på cirka 7500 kilometer. Der er i alt cirka 6700 vandløbsområder i Danmark, som har en samlet længde på omkring 18.600 kilometer.

Derudover indeholder den opdaterede vandområdeplan en fordobling i antallet af fjernede spærringer i vandløb, så 1500 spærringer nu skal fjernes.

Spærringerne, som kan være vandfald eller dæmninger, forhindrer fisk i at passere.

Sammenholdt med, at vandområder er blevet forurenet på grund af blandt andet dræning af marker og udledning af spildevand fra ejendomme uden kloakering, har det givet vanskelige betingelser for plante- og dyreliv.

Det og manglende initiativer til at forbedre indsatsen har også resulteret i, at Danmark ikke kommer i mål med at leve op til EU's vandrammedirektiv i 2027.

- Der er ingen tvivl om, at vi er på bagkant. Det er også det, vi kommunikerede åbent i foråret, at realismen i at leve op til de forpligtelser, vi har inden 2027, det var svært.

- Der er heller ingen andre europæiske lande der gør det. Men det skal ikke være undskyldningen for, at vi heller ikke nåede det i Danmark. Her tager vi altså nogle kæmpestore skridt i den rigtige retning, siger Jeppe Bruus.

Ministeren glæder sig over, at man med den grønne trepart er kommet tættere på målet om at leve op til EU-direktivet. Blandt andet med en grøn arealfond på 40 milliarder kroner.

- Det er ambitiøst, men det er også de indsatser, der skal til, for at vi kan få god tilstand i vores vandløb, søer, kystvande og vores grundvand. Derfor er det meget vigtigt, det der nu foregår.

- Både det, der kommer i høring, men også alt det, der skal ske næste år, hvor man ude i de lokale treparter skal omsætte det her til helt konkrete planer for, hvilken jord der skal ud, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT