David Nielsen roser ejere og sportschef efter Horsens-exit

10. MAR 2026 • 15:43SPORT

Sportschef Esben Hansen og klubbens ejere er det perfekte match for AC Horsens, mener David Nielsen.

David Nielsen har tirsdag sagt op som cheftræner i AC Horsens efter en periode med svigtende resultater i 1. division.

På vej ud giver han både klubbens amerikanske ejere med Bill Binnie i spidsen samt sportschef Esben Hansen verbale roser.

- Det er et specielt og stort projekt. Vi har nogle ejere, der er meget ambitiøse og har punget mange penge ind i klubben. De er dygtige og har en vision for klubben, siger David Nielsen i en video på klubbens Facebook-profil.

Den østjyske fodboldklub har i efterhånden lang tid ellers været omgærdet af historier om uro på de indre linjer.

For eksempel har medier som Tipsbladet og Bold flere gange beskrevet, at Hansen ifølge anonyme kilder blander sig uhensigtsmæssigt i cheftrænernes arbejde, og at arbejdsmiljøet generelt i klubben er tvivlsomt.

- Esben sidder som sportschef og har været min tætteste chef. Vi har haft samtaler hver eneste dag, og når man ikke lykkes, er der ting, man er uenige om. Men vi er enige om, at tiden ikke er spildt for hverken mig eller Esben.

- Jeg har lært meget af at arbejde under ham i Horsens, og jeg håber, at han har taget en ting eller to med fra de ting, jeg har gjort, til at føre projektet videre, siger Nielsen.

Han udtrykker desuden tro på, at resultaterne under AC Horsens' midlertidige cheftræner, Mads Kristensen, snart vender.

- Jeg ved, at Horsens kommer til at få succes på den lange bane. For ejerne og Esben går ingen vegne, og det match er det perfekte match for klubben, siger David Nielsen.

David Nielsen nåede godt et år som cheftræner i AC Horsens, der ved hans afsked ligger nummer fem i den næstbedste række med seks point op til den andenplads, der udløser oprykning til Superligaen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT