David Nielsen siger op i AC Horsens

10. MAR 2026 • 10:58SPORT

De sportslige problemer i AC Horsens får nu David Nielsen til at sige op som træner i den storsatsende klub.

AC Horsens ligner for tiden ikke et hold, der kommer til at leve op til sit mål om oprykning til Superligaen, og det har fået træneren til at sige op.

På sin hjemmeside oplyser klubben fra 1. division således, at den meget profilerede træner David Nielsen er fortid i klubben.

- Jeg vil gerne takke alle på og omkring holdet for muligheden for at blive cheftræner for AC Horsens. Jeg anerkender, at resultaterne ikke har været gode nok, og det vil være bedst for holdet at finde en anden cheftræner til at stå i spidsen for projektet.

- Derfor har jeg afleveret min opsigelse og stopper med øjeblikkelig virkning, siger David Nielsen ifølge klubbens hjemmeside.

Så sent som mandag - efter et 1-3-nederlag til Lyngby Boldklub - fortalte David Nielsen ellers til Horsens Folkeblad, at han fortsat var glad for jobbet, og at han troede på, at han kunne vende situationen på hovedet.

Nederlaget til Lyngby efterlod østjyderne på femtepladsen i den næstbedste række med ni point op til netop Lyngby.

Det flugter ikke ligefrem med ambitionerne i den tidligere superligaklub. De amerikanske ejere har således brugt rigtig mange penge på at ruste truppen til oprykning, men det har endnu ikke givet pote.

- Det er en trist dag for vores klub, men vi respekterer David Nielsens beslutning om at stoppe som cheftræner, siger den amerikanske bestyrelsesformand, Bill Binnie.

- Han er en skøn person og leder, og han har flyttet vores projekt fremad på mange områder, og det takker vi ham for. Vi ønsker ham al muligt held og lykke og succes i fremtiden.

David Nielsen er ikke den første træner, der må forlade AC Horsens uden at forløse klubbens ambitioner. Hans forgænger, Martin Retov, blev fyret for lidt mere end et år siden.

I denne omgang tager assistenttræner Mads Kristensen over som midlertidig træner, oplyser AC Horsens.

Den østjyske fodboldklub har i efterhånden lang tid været omgærdet af historier om uro på de indre linjer.

For eksempel har medier som Tipsbladet og Bold flere gange beskrevet, at sportsdirektør Esben Hansen ifølge anonyme kilder blander sig uhensigtsmæssigt i trænernes arbejde, og at arbejdsmiljøet generelt i klubben er tvivlsomt.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

10. MAR 2026 • 10:58SPORT
David Nielsen siger op i AC Horsens
FÅ ABONNEMENT