Froholdt løber i dybden og lyner i portugisisk topkamp

8. MAR 2026 • 21:17SPORT

Victor Froholdt havde fart i støvlerne og scorede tidligt, da Porto smed 2-0-føring mod Benfica.

For femte gang siden skiftet fra FC København i sommer tvang Victor Froholdt måltavlen på arbejde, da Porto søndag aften smed en komfortabel føring og spillede 2-2 mod rivalen Benfica.

Efter godt ti minutters spil i ligakampen på udebane modtog landsholdsspilleren en stikning i dybden, mens han stormede frem mod mål.

I første omgang blev danskerens flade afslutning pareret af keeper Anatoliy Trubin, men Froholdt fulgte hurtigt op på returen og scorede til 1-0.

Portos føring blev udbygget kort inden pausen, hvor Oskar Pietuszewski drev bolden en halv banelængde og kanonerede kuglen i netmaskerne.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Andreas Schjelderup kom i fokus omkring midtvejs i anden halvleg.

Nordmanden samlede en returbold op i feltet efter et stolpeskud og sendte kuglen op i nettaget.

Benficas Alexander Bah blev skiftet ind mod slutningen, inden Leandro Barreiro bragte balance i regnskabet i 88. minut.

Han dukkede op i feltet og satte foden på et indlæg fra højresiden.

Det sene mål var dramatisk nok i sig selv, men det blev endnu mere eksplosivt, da Benfica-træner Jose Mourinho modtog et direkte rødt kort efter en ophedet diskussion ude på sidelinjen. Også Nicolas Otamendi så rødt fra bænken.

Pointdelingen betyder, at Porto topper ligaen med 66 point for 25 kampe. Mourinhos tropper ligger på tredjepladsen med syv point færre en Porto. På andenpladsen er Sporting med 62 point.

Victor Froholdt scorede senest for Porto for to uger siden. Her blev han matchvinder, da han scorede kampens enlige mål i 1-0-sejren over Rio Ave.

Samlet set er det indtil videre i Porto-trøjen blevet til fire mål i ligaen og et enkelt i pokalturneringen for Froholdt.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT