35.000 flere danskere end sidst kan sætte kryds ved folketingsvalget
4.303.751 vælgere kan indtil videre stemme til folketingsvalget den 24. marts 2026. Det er flere end i 2022.
4.303.751 vælgere kan enten brevstemme forud for folketingsvalget 24. marts eller indfinde sig på et af valgstederne for at sætte deres kryds.Det er knap 35.000 flere end ved det seneste folketingsvalg i 2022, viser en foreløbig opgørelse over vælgertal fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Det foreløbige vælgertal, der er opgjort mandag, kan ændre sig, da opgørelsen ikke inkluderer dem, som er bosat i udlandet.
Det nuværende tal omfatter de vælgere, der denne dag var registreret i CPR-registeret med bopæl i Danmark.
Vælgere, der bor i udlandet, som vil optages på valglisten, har frem til tirsdag 17. marts for optagelse på valglisten.
Ud af de 4.269.044, der var stemmeberettigede ved folketingsvalget i 2022, valgte 3.592.041 af dem enten at brevstemme eller møde op på et valgsted.
Dermed landede stemmeprocenten dengang på 84,1, hvilket var den laveste i mere end 30 år.
Hvad den lander på ved dette folketingsvalg, kan man af gode grunde kun gisne om - ligesom hvor vælgernes kryds sættes.
Men de seneste målinger fra Voxmeter viser, at hverken blå eller rød blok kan samle et flertal.
I den seneste måling fra weekenden står Socialdemokratiet til 22,3 procent af stemmerne, hvis der er valg i morgen. Det er en tilbagegang i forhold til den forrige måling, hvor Socialdemokratiet stod til 23,5 procent.
Ved valget i 2022 fik Socialdemokratiet 27,5 procent af stemmerne.
Troels Lund Poulsen og Venstre kan konstatere, at partiet går frem i den seneste måling.
Nu står partiet til 9,0 procent af stemmerne mod 8,2 procent i den forrige måling.
Heller ikke Venstre er i nærheden af valgresultatet fra 2022, hvor det blev til 13,3 procent af stemmerne.
Mens Socialdemokratiet fortsat måles som det klart største parti af alle, så er Venstre fortsat kun næststørst i blå blok.
Liberal Alliance står således til 11,4 procent af stemmerne. LA stod til 12,1 procent i forrige måling, så hullet er blevet mindre.
/ritzau/
