Kriseramte Wolfsburg fyrer dansk sportsdirektør

8. MAR 2026 • 10:27SPORT

Peter "PC" Christiansen er færdig i Wolfsburg, der kæmper for at undgå nedrykning fra Bundesligaen.

Den tidligere FC København-sportschef Peter "PC" Christiansen stopper i den tyske Bundesliga-klub Wolfsburg.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Wolfsburg hentede Peter "PC" Christiansen ind som sportsdirektør i sommeren 2024, men har nu valgt at stoppe samarbejdet med danskeren.

- Vi takker Peter for hans store engagement i VfL Wolfsburg. Som sportsdirektør håndterede han succesfuldt personaleændringerne i kvindefodbold sammen med vores sportslige ledelse, siger bestyrelsesformand Sebastian Rudolph til klubbens hjemmeside.

- Desværre manglede de sportslige resultater på herreholdet. Derfor besluttede vi at afslutte vores samarbejde med ham.

Fyringen skete lørdag aften efter hjemmebanenederlaget til Hamburger SV, skriver klubben.

Wolfsburg ligger aktuelt til nedrykning fra Bundesligaen med ni spillerunder tilbage af sæsonen.

Spillet har slet ikke fungeret, og resultaterne har mildest talt været sløje længe. Kun en enkelt af de seneste 11 ligakampe har givet tre point. Otte af kampene er blevet tabt.

- Jeg nød virkelig at arbejde for VfL Wolfsburg og gav alt, hvad jeg havde fra første øjeblik. Min tak går til personalet, spillerne, fansene og alle, der fylder denne klub med passion og liv, siger den fyrede dansker til hjemmesiden.

Holdet har i denne sæson en håndfuld danskere i truppen. Christian Eriksen, Adam Daghim, Joakim Mæhle og Jonas Wind er alle på kontrakt i Wolfsburg, mens Jesper Lindstrøm er lejet i Napoli for tiden.

Derudover har man Andreas Skov Olsen udlejet til Glasgow Rangers i denne sæson.

Klubben oplyser på sin hjemmeside, at også cheftræner Daniel Bauer har fået sparket.

Han var midlertidig cheftræner for holdet i maj sidste år i en kort periode. I november fik han samme rolle, og denne gang blev den i december vekslet til et permanent job. Succesen udeblev dog.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT