Landsmand erobrer bjergtrøje i Vingegaards sæsondebut

8. MAR 2026 • 18:20SPORT

Casper Pedersen vandt tre ud af fire bjergspurter og kører mandag i Paris-Nices prikkede trøje.

Jonas Vingegaard kørte sit første løb i 2026, men det var Casper Pedersen, der fik den danske hovedrolle i 1. etape af cykelløbet Paris-Nice.

Quick-Step-rytteren var længe en del af etapens seks mand store udbrud og udnyttede positionen til at erobre løbets prikkede bjergtrøje.

Den veloplagte dansker vandt de første tre af i alt fire bjergspurter på stigninger i kategori 3, og det var nok til, at Pedersen skal køre mandagens etape i den iøjnefaldende trikot.

- Jeg er ikke klatrer, men jeg er glad for at bære den prikkede trøje. Det er en ikonisk trøje i et prestigefyldt løb, og det vil give mig en masse stolthed at have den på skuldrene mandag, siger Casper Pedersen i en meddelelse fra Quick-Step.

Første mand over målstregen var amerikaneren Luke Lamperti fra EF, der vandt massespurten, efter at feltet havde opslugt Pedersen og hans medudbrydere to kilometer før mål.

Bag ham trillede Jonas Vingegaard i mål uden tidstab. Et par styrt i slutfasen gjorde, at rytterne i feltet bagved fik noteret samme tid som vinderen.

Som altid kører den tidligere Tour de France-vinder efter det samlede klassement, og han får bedre mulighed for at gøre sig gældende i den kommende uge, når der kommer flere og større bjerge på ruten.

Vingegaard skulle egentlig have sæsondebuteret i UAE Tour i februar, men måtte trække sig på grund af sygdom.

Inden søndag var det næsten et halvt år, siden han sidst gennemførte et betydende cykelløb. Det var, da han vandt det kaotiske Vuelta a España i september.

Siden var han til start ved EM med det danske landshold, hvor han udgik tidligt og brugte de sidste uger af sæsonen på opvisningsløb.

I Paris-Nice skal han og de øvrige ryttere køre otte etaper. Blandt dem er der en holdtidskørsel tirsdag.

Mandagens etape strækker sig over 187 kilometer og har tre små knolde tidligt på ruten, men er ellers flad.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT