Dommer afviser at løslade Marius Høiby: Risiko for ny kriminalitet

10. MAR 2026 • 15:35UDLAND

Marius Borg Høiby er tiltalt for vold og voldtægt og har været varetægtsfængslet siden begyndelsen af februar.

Den norske kronprinsessesøn Marius Borg Høiby, der er tiltalt for vold og flere voldtægter, bliver ikke løsladt fra sin varetægtsfængsling.

Det har tingretten i Oslo tirsdag besluttet, skriver den norske avis VG og nyhedsbureauet NTB.

Høibys forsvarer havde anmodet retten om at løslade ham. Men retten vurderer, at der er risiko for, at han begår ny kriminalitet, hvis han slippes fri.

- Retten mener, at der fortsat er stor sandsynlighed for, at Høiby ved løsladelse vil begå nye strafbare handlinger med en strafferamme på over seks måneders fængsel, skriver en dommer i sin kendelse ifølge VG.

29-årige Marius Borg Høiby blev anholdt og varetægtsfængslet 2. februar - dagen før, at en igangværende retssag mod ham skulle begynde.

Baggrunden for fængslingen var nye anklager om vold, trusler med en kniv og overtrædelse af et tilhold. Tilholdet skulle beskytte en af Høibys tidligere kærester, som er et af ofrene i hovedsagen.

Kvinden, der i norske medier er blevet omtalt som "Frogner-kvinden", blev ifølge anklageskriftet i hovedsagen overfaldet af kronprinsessesønnen i sin lejlighed i bydelen Frogner i Oslo i august 2024.

Herefter blev Marius Borg Høiby anholdt, og sagen mod ham begyndte at rulle.

De nye forhold skal være sket i Høibys lejlighed i Oslo 1. februar.

I sin kendelse om, at Marius Borg Høiby fortsat skal være varetægtsfængslet, henviser tingretten til forholdet mellem ham og Frogner-kvinden.

Det fremgår blandt andet, at de har været meget sammen, selv om Høiby løbende har haft forbud mod at opsøge hende. Og at han ved deres sidste møde i februar angiveligt skubbede hende ind i en dør.

I forrige uge kom det ifølge NTB frem, at Marius Borg Høiby den 14. februar - mens han var fængslet - igen brød tilholdet mod kvinden, da han sendte hende blomster og et brev via en anden person i anledning af valentinsdag.

Marius Borg Høiby er søn af Norges kronprinsesse, Mette-Marit, og stedsøn af kronprins Haakon.

Høiby er blandt andet tiltalt for fire voldtægter begået mod forskellige kvinder, trusler, grov vold og mishandling i nære relationer.

Han nægter sig skyldig i disse forhold, mens han blandt andet har erkendt sig skyldig i et tilfælde af vold, en seksuel krænkelse og hærværk.

Retssagen begyndte 3. februar og fortsætter indtil 19. marts.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT