Australsk klub åbner dørene for iranske fodboldkvinder
De fem iranske landsholdsspillere, der er blevet i Australien, er blevet budt indenfor i Brisbane Roar.
Af frygt for at vende hjem til Iran har fem kvindelige fodboldspillere søgt og fået asyl i Australien efter at have deltaget i turneringen Asian Cup.Og hvis de ellers kan rumme at tænke på fodbold, kommer de ikke til at mangle et sted at træne.
Klubben Brisbane Roar står således klar til at tage imod de fem fodboldspillere, skriver klubben på blandt andet Facebook. Klubben har hjemme i Brisbane, som er naboby til Gold Coast, hvor iranerne har boet under Asian Cup.
- Ligesom mange australiere har alle hos Brisbane Roar fulgt historien om spillerne fra det iranske kvindelandshold med enorm beundring. De er elitefodboldspillere - passionerede, talentfulde kvinder, der elsker spillet lige så højt som os.
- Vi vil være beærede over at åbne vores døre og tilbyde jer et sted at træne, spille og høre til, og vi vil begynde at undersøge, hvordan vi kan få dette til at ske, skriver Brisbane Roar på Facebook.
Brisbane Roar har hold i de bedste ligaer hos både mænd og kvinder.
De iranske fodboldkvinder er kommet i vælten, efter at de før deres åbningskamp ved Asian Cup mod Sydkorea forblev tavse under nationalmelodien.
Det blev opfattet som en protest mod styret i Iran, som i snart to uger har været under militære angreb fra USA og Israel. Efterfølgende blev spillerne på iransk stats-tv udråbt som "krigsforrædere".
Siden da har flere aktører - heriblandt USA's præsident, Donald Trump - presset på for at få Australien til at beskytte spillerne.
Mandag stod det så klart, at fem af spillerne fra det iranske landshold har fået asyl og bliver i Australien.
I skrivende stund er resten af holdet samt stabsmedlemmer nået til Sydney og formodes at fortsætte rejsen hjem mod Iran. Mediet ABC beretter således, at den iranske delegation flyver videre mod Kuala Lumpur i Malaysia.
Da det iranske landshold forlod Gold Coast, var der demonstrationer fra blandt andet australsk-iranere, som forsøgte at standse holdets bus. Og da de nåede Sydney, stod flere klar i lufthavnen med opfordringer til spillerne om at blive i Australien. Det skriver blandt andet Sydney Morning Herald.
/ritzau/
