Dansk herredouble presser indonesere i China Open

20. SEP 2024 • 07:17SPORT

Rasmus Kjær og Frederik Søgaard var tæt på i begge sæt mod stærke indonesere i China Open.

Den danske herredouble med Rasmus Kjær og Frederik Søgaard formåede ikke at spille sig i semifinalen i Super 1000-turneringen China Open.

Fredag morgen dansk tid leverede de en fin præstation og var tæt på at overraske, men de endte med at tabe til Muhammad Shohibul Fikri og Daniel Marthin med cifrene 19-21, 19-21.

I begge sæt havde danskerne gode muligheder, men indoneserne var bedst, når det hele spidsede til.

I første sæt førte danskerne med 16-14, før det gik den forkerte vej, og i andet sæt var det danske par i en endnu bedre position.

Indoneserne kom ellers foran med 3-0, men i en glimrende periode spillede Kjær og Søgaard sig på 16-10, men satte det over styr ved at tabe de seks næste bolde.

Det blev også 19-17 til danskerne, men indoneserne lukkede kampen ved at vinde de næste fire point.

25-årige Kjær og 27-årige Søgaard kan dog trøste sig over at være på rette vej som par. De indledte året som nummer 22 på verdensranglisten og er nu oppe som verdens 14.-bedste par.

Danmark kan stadig blive repræsenteret i semifinalen i herredouble ved China Open, da Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen i kvartfinalen møder kineserne He Jiting og Ren Xiangyu.

Derimod er det slut med danskere i mixeddouble, da Amalie Magelund og Jesper Toft tabte klart i kvartfinalen mod kineserne Feng Yanzhe og Huang Dongping. Cifrene lød 10-21, 10-21.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT