Danmark og Sverige får italiensk modstand i kamp om EM

1. OKT 2024 • 18:09SPORT

Italien ønsker at være vært for kvindernes fodbold-EM i 2029 - ligesom Danmark og Sverige ønsker det.

Italien går efter at blive vært for kvindernes EM-slutrunde i fodbold i 2029.

Det meddeler Italiens Fodboldforbund (FIGC) tirsdag ifølge AFP.

Dermed bliver Italien modkandidat til Danmark og Sverige, der er gået videre med et fælles bud på værtskabet.

I forvejen er Italien udpeget som vært for herrernes fodbold-EM i 2032 i samarbejde med Tyrkiet, og i det italienske bud på kvinde-EM oplyser det italienske forbund, at man agter at bruge byer og stadioner, der ikke er en del af herrernes EM tre år senere.

FIGC-præsident Gabriele Gravina tilføjer, at værtskabet for EM i 2029 vil være en mulighed for at "teste landets organisatoriske evner" forud for mændenes EM.

Italien var senest vært for kvindernes EM i 1993.

Også Tyskland og Portugal har meldt sig som mulige værter til kvindernes EM i 2029.

Den kommende vært vil blive udpeget af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) i 2025.

Det næste kvinde-EM, der afvikles næste år, afholdes i Schweiz.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT