Aalborg Håndbold leverer overskud for 14. år i træk

1. OKT 2024 • 17:36SPORT

I en sæson med DM-guld og Champions League-finale lavede Aalborg Håndbold et overskud på 1,1 million kroner.

Med et resultat på 1,1 million kroner før skat for sæsonen 2023/24 leverer Aalborg Håndbold for fjerde år i træk et millionoverskud. Samtidig er det 14. år i træk med et positivt resultat.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse oven på en succesfuld sæson.

Her blev klubben dansk mester for syvende gang og nåede Champions League-finalen. Desuden rundede man for første gang 150.000 tilskuere på én sæson på hjemmebane.

- Sportsligt nåede vi næsten i mål i forhold til vores ambitioner, men der skal ikke være tvivl om, at vi ikke stiller os tilfredse og derfor fortsat arbejder stenhårdt på at vækste klubben på alle parametre, både på og uden for banen, siger bestyrelsesformand Eigild B. Christensen.

Han mener, at fundamentet er lagt til endnu mere succes.

- Vi er glade for, at vi kunne ansætte en trænerkapacitet som Maik Machulla til at erstatte Stefan Madsen i cheftrænerstolen, ligesom vi med forlængelsen af aftalerne med Mads Hoxer og Thomas Arnoldsen har lagt et solidt fundament for kommende år.

- Endelig er vi stolte over, at vi har kunnet tiltrække en stjernespiller som tyske Juri Knorr, der kommer til klubben fra starten af den kommende sæson, siger Christensen.

I den nye sæson er Aalborg kommet fint fra land i ligaen trods det overraskende nederlag mod Mors-Thy i den forgangne weekend.

Også i Champions League har det været godkendt. Senest blev det til et point mod det tyske mesterhold fra Magdeburg.

- Alt i alt er målet for denne sæson, ganske som i seneste sæson, at vi på et bæredygtigt økonomisk grundlag vil vinde titler i alle de turneringer, vi stiller op i, ligesom vi fortsat stræber efter at skabe de bedste rammer og oplevelser til gavn og glæde for vores fans og samarbejdspartnere, siger bestyrelsesformanden.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT