Atlético får point i tillægstiden i afbrudt Madrid-derby

29. SEP 2024 • 23:27SPORT

På grund af tilskuerballade afbrød dommeren Madrid-derby, som sluttede 1-1 efter sen Atlético-udligning.

Det var drama både på og uden for banen, da Madrid-derbyet mellem Atletico og Real sent søndag sluttede 1-1.

Sportsligt bestod dramaet i, at Ángel Correa udlignede for Atlético dybt inde i tillægstiden, og inden da var det optøjer på tilskuerpladserne, der stjal fokus.

Storkampen i den spanske La Liga var afbrudt i omkring et kvarter, da Atlético-fans kastede lightere og andet efter Real-målmand Thibaut Courtois.

Det var efter knap 70 minutter, at dommeren fik nok og stoppede kampen og beordrede spillerne i omklædningsrummet.

På det tidspunkt førte Real med 1-0, men hjemmeholdet slog tilbage efter afbrydelsen.

Med resultatet haler Real kun en smule ind på rivalen FC Barcelona, der lørdag tabte 2-4 til Osasuna i sæsonens første pointtab. Barcelona fører La Liga med 21 point foran Real med 18, mens Atlético er treer med 16 point.

Første halvleg kommer ikke til at gå over i historien for sin underholdningsværdi.

Real Madrid var det mest angrebsivrige hold, men havde det svært foran Atléticos kompakte forsvar.

Jude Bellingham og Daniel Carvajal havde de bedste muligheder i den målløse første halvleg.

Kampbilledet fortsatte efter pausen, og efter 63 minutter var der endelig gevinst.

Vinicius Junior gik til baglinjen i venstre side og sendte bolden ind i feltet, hvor den brasilianske stopper Eder Militao bragede bolden i nettaget til 1-0.

En håndfuld minutter senere blev kampen altså afbrudt, da målmand Thibaut Courtois, der har en fortid i Atlético, blev bombarderet med kasteskyts.

Atlético-træner Diego Simeone og anfører Koke forsøgte at tale fansene til besindighed, og stadionspeakeren gjorde det klart, at kampen ville blive helt afblæst, hvis det ikke stoppede.

Efter et kvarters tid blev der igen givet grønt lys til at forsætte lokalderbyet.

Atlético forsøgte at presse for en udligning, og den kom, bedst som man troede, at Real ville køre sejren hjem.

På kanten af offside blev Ángel Correa spillet fri, og i nærkamp med Militao fik han bolden i mål til slutresultatet. I første omgang blev der vinket for offside, men efter et VAR-gennemsyn brød jublen løs over hjemmeholdets udvikling.

Bølgerne gik højt i slutfasen, hvor hjemmeholdets Marcos Llorente fik rødt kort før sidste fløjt.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT