Boston Celtics nærmer sig mesterskabet efter ny finalesejr

13. JUN 2024 • 07:10SPORT

Det står 3-0 til Boston Celtics i NBA's finaleserie, hvor Dallas Mavericks er tvunget til historisk comeback.

Meget skal gå galt, hvis mesterskabet i NBA ikke skal havne hos Boston Celtics.

Natten til torsdag dansk tid tog holdet fra delstaten Massachusetts den tredje sejr af tre mulige i finaleserien mod Dallas Mavericks.

Anført af stjernerne Jayson Tatum og Jaylen Brown vandt Celtics 106-99 på udebane og har nu fire matchbolde, da der i slutspilsserierne spilles bedst af syv kampe.

Boston Celtics vandt de to første kampe i finalen på hjemmebane, men det er som regel betragteligt sværere at være på udebane.

Presset lå på hjemmeholdet, som da også kom blæsende ud af starthullerne og bragte sig foran med 13 point i første quarter.

Men Celtics lader sig sjældent stresse, og det var heller ikke tilfældet i nattens kamp.

Gæsterne var bagud med et enkelt point efter første halvleg, og så gik de største stjerner ellers bersærk.

Jaylen Brown var ustoppelig og scorede 15 af sine 30 point i tredje quarter, hvor Celtics grundlagde sejren ved at bringe sig foran 85-70.

Bedre blev det ikke for Dallas Mavericks i begyndelsen af fjerde quarter, hvor Celtics med to hurtige trepointsscoringer udbyggede forspringet til 21 point.

Texanerne kæmpede dog bravt for at komme tilbage, og da Kyrie Irving reducerede forspringet til blot et enkelt point med knap fire minutter igen, var der pludselig håb.

Men uden superstjernen Luka Doncic, som var røget ud efter at have begået sin sjette fejl, lykkedes det opsigtsvækkende comeback ikke.

Brown og Tatum var igen koldblodige og afgjorde kampen, og Dallas Mavericks skal nu levere en historisk præstation for at komme tilbage.

Intet hold har nogensinde vendt en 0-3-stilling til en samlet sejr i finalen.

Boston Celtics blev senest mester i 2008, da holdet slog Los Angeles Lakers 4-2 i NBA-finalen. I 2022 nåede Boston finalen, men tabte til Golden State Warriors.

Næste - og potentielt sidste - finalekamp spilles natten til lørdag dansk tid.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT