Voldgiftssag mod Grønlands regering med milliardkrav er afvist

29. OKT 2025 • 07:14ERHVERV/POLITIK

Mineselskabs erstatningskrav mod Grønland skal ikke føres ved voldgift. Sagen kører videre ved domstolene.

Efter over tre års venten har Grønlands regering, Naalakkersuisut, fået medhold i, at et erstatningskrav på 80 milliarder kroner fra et mineselskab ikke kan føres for en voldgiftsret.

Det oplyser Departementet for Erhverv, Råstoffer, Energi, Justitsområdet og Ligestilling i en pressemeddelelse.

Erstatningskravet blev fremsat i 2022 af det australske mineselskab Energy Transition Minerals (ETM), der dengang hed Greenland Minerals.

Selskabet havde siden 2007 haft tilladelse til at undersøge mulighederne for at etablere en mine ved Kvanefjeld i det sydlige Grønland.

Minen blev ved valget til Grønlands parlament, Inatsisartut, i 2021 det helt store tema. Efter valget besluttede den nye grønlandske regering at forbyde udvinding af radioaktivt uran, og dermed røg mineprojektet i vasken, hvilket selskabet vil have erstatning for.

Men Energy Transitions Minerals' ønske om, at sagen skal køre ved en voldgift, er altså nu blevet afvist af en voldgiftsret.

Det er også blevet afgjort, at den danske stat ikke kan være part i sagen, som det australske mineselskab ønskede.

Grønlands minister for råstoffer, Naaja H. Nathanielsen (IA), siger i pressemeddelelsen, at regeringen er "meget tilfreds" med afgørelsen.

- Det er naturligvis en kæmpe lettelse, at denne del af sagen nu er overstået, og at vi har vundet.

Hun hæfter sig dog ved, at sagen kører videre. For mineselskabet har også anlagt sager ved Grønlands Landsret og Københavns Byret.

- Disse sager er i det indledende stadie, så der er lang vej endnu. Ikke desto mindre er denne sejr vigtig, og de udgifter Selvstyret har haft til sagen skal nu dækkes af Greenland Minerals A/S. Naalakkersuisut mener fortsat, at sagen er principiel og fortsætter nu med fornyet styrke, siger Naaja H. Nathanielsen.

I meddelelsen skriver den grønlandske regering også, at den var "overrasket over", at sagen blev forsøgt kørt som en voldgift.

For "Naalakkersuisuts skønsmæssige afgørelser kun kan indbringes for domstolene", og derfor var afgørelsens resultat "forventelig", lyder det.

Sagen kan dog stadig ende ved en voldgiftsret.

- I sin afgørelse forbeholder voldgiftsretten sig muligheden for at afgøre et eventuelt spørgsmål om udmåling af erstatning, såfremt en domstol i fremtiden når frem til at dette spørgsmål hører under voldgiftsrettens kompetence, står der i pressemeddelelsen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT