Covid og influenza har ramt samme dødelighed
Covid-19 ser ud til at have fundet et niveau som en tilbagevendende sygdom som influenza, vurderer SSI.
Smitte med covid-19 er ikke længere mere alvorlig end influenzasmitte, når det gælder dødelighed i forbindelse med hospitalsindlæggelser i Danmark.Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i en nyhed på baggrund af data fra vintersæsonen i 2024/25.
For begge grupper var risikoen for at dø inden for 30 dage efter indlæggelse i vintersæsonen 10 til 11 procent. Dermed er forskellen mellem de to sygdomme udlignet.
Det er formentlig et tegn på, at vores immunforsvar mod covid efterhånden har indhentet efterslæbet. Det siger Anders Hviid, der er afdelingschef på SSI.
- Covid-19 ser ud til at have fundet sit niveau som en tilbagevendende sygdom på linje med influenza, siger han.
I analysen fra SSI fremgår det, at 6326 personer blev indlagt med influenza i perioden fra 8. juni 2024 og frem til 1. juni 2025.
I samme periode blev 4562 personer indlagt med covid-19.
Anders Hviid understreger, at begge sygdomme fortsat skal tages alvorligt, og at vaccination stadig er vigtig.
Efterårets vaccinationsindsats mod covid-19 og influenza begyndte 1. oktober og løber frem til 20. december.
I år har Sundhedsstyrelsen ændret sine anbefalinger vedrørende vaccination mod covid-19, hvor raske gravide ikke længere anbefales vaccinationen.
De er ifølge styrelsen ikke længere i særlig risiko for et alvorligt sygdomsforløb, hvis de bliver smittet med covid.
Ligesom i de forgangne sæsoner anbefaler styrelsen alle over 65 år at blive vaccineret mod covid-19 og influenza, da alder er den største risikofaktor for at få et alvorligt sygdomsforløb.
Derudover kan man også blive vaccineret gratis, hvis man er under 65 år og har en kronisk sygdom, der øger risikoen for et alvorligt forløb.
/ritzau/
