Salling Group vil sælge butikscenter for 36 millioner kroner

27. OKT 2025 • 15:50ERHVERV/POLITIK

Lollands Centeret er sat til salg for 36 millioner kroner. Salling Group har ejet centeret siden 2006.

Salling Group har sat butikscenteret Lollands Centret i Maribo til salg efter at have ejet det i knap 20 år.

Det skriver ejendomsmæglerkæden EDC Poul Erik Bech i en pressemeddelelse.

Erhvervsejendommen er sat til salg for 36 millioner kroner.

Centeret er lidt over 4000 kvadratmeter stort og har i dag 13 erhvervslejemål.

Salling Group vil selv fortsætte med at leje sig ind i centeret, idet Netto har indgået en tiårig uopsigelig lejeaftale.

Kim Fuglsang, som er ejendomschef i Salling Group, siger, at dagligvarekoncernen har valgt at sælge centret for at fokusere på kernedriften.

- Centret er i rigtig god gænge, og med en stærk lejerportefølje og en langsigtet aftale med Netto ser vi det som det helt rette tidspunkt at lade en ny ejer tage over og videreudvikle det, siger han i pressemeddelelsen.

Ud over Netto tæller de nuværende lejere blandt andet Matas, Kop & Kande, Bog & Idé og Maribo Apotek. Det oplyses, at centeret er fuldt udlejet.

EDC fremhæver desuden, at Lolland står over for en udvikling, eftersom byggeriet af Femernforbindelsen skaber arbejdspladser.

Det vil ifølge ejendomsmæglerkæden øge bosætningen, købekraften og interessen for investering i området.

Salling Group står bag butikskæderne Netto, Føtex og Bilka, legetøjskæden BR og Salling Stormagasiner. Desuden driver koncernen franchisekæderne Starbucks, Carl's Jr. og Hugo og Boss på det danske marked.

I foråret meddelte Salling Group, at koncernen vil købe den baltiske dagligvarekoncern Rimi og dermed træde ind på markedet for dagligvarer i Estland, Letland og Litauen.

Salling Group ejer og driver desuden Netto-butikker i Tyskland og Polen.

Salling Group er ejet af Købmand Herman Sallings Fond og Købmand Ferdinand Sallings Mindefond, som tilsammen kaldes Salling Fondene.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT