Gjensidige nedlægger 145 stillinger i Danmark

28. OKT 2025 • 17:17ERHVERV/POLITIK

Forsikringsselskab vil reducere sine omkostninger i Danmark. Derfor vinker de farvel til over 100.

Forsikringsselskabet Gjensidige nedlægger 145 stillinger i Danmark for at tilpasse sine omkostninger.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

- Selvom ændringerne er nødvendige for at sikre Gjensidiges fremtidige konkurrencekraft, er det aldrig nemt at skulle sige farvel til værdsatte kolleger. De har hver især ydet en stor indsats, og jeg vil gerne takke dem alle for deres engagement og bidrag gennem årene, udtaler landechef Iason H. Johannesen i meddelelsen.

Konkret vil 75 medarbejdere og ledere miste deres stillinger. 70 stillinger genbesættes ikke.

Alle berørte medarbejdere er blevet orienteret, lyder det.

De vil blive fritstillet, når deres opgaver er overdraget, ligesom de vil blive tilbudt professionel støtte af Gjensidige.

Forsikringsselskabet forventer også at lukke enkelte afdelinger. I pressemeddelelsen fremgår det ikke, hvor mange der er tale om.

Men det nævnes, at selskabets kontor i Aabenraa lukker ved årets udgang.

Gjensidige har efter eget udsagn haft markant vækst i Danmark. Men væksten har medført for høje omkostninger.

Af den grund har man brugt de seneste år på at effektivisere og reducere sine omkostninger.

Gjensidige vurderer, at nedlæggelsen af stillinger er et nødvendigt skridt for at tilpasse omkostningsniveauet og styrke den danske forretnings evne til at vokse, lyder det i pressemeddelelsen.

Selskabet har ikke yderligere kommentarer.

I pressemeddelelsen understreges det, at fokus nu er på at støtte medarbejderne og komme godt igennem den kommende tid.

Selskabet, som oprindeligt er norsk, er til stede i seks lande.

Gjensidige tilbyder i Danmark forsikringer, men i Norge tilbyder de også pensions- og opsparingsprodukter.

Ifølge en oversigt på selskabets hjemmeside er der knap 4700 ansatte i Gjensidige. Lidt over 1000 af dem er ansat i Danmark.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT