Taberen af verdens længste tenniskamp siger stop
Nicolas Mahut har spillet sin sidste tenniskamp. I 2010 deltog han i den længste kamp nogensinde.
Nicolas Mahut lagde tirsdag tennisketsjeren på hylden efter et nederlag i double ved Paris Masters.Franskmanden har vundet samtlige grand slam-turneringer i double, men mange vil nok huske ham for en helt særlig singlekamp.
I 2010 var han den ene part i en kamp mod amerikanske John Isner ved Wimbledon.
Kampen tog 11 timer og 5 minutter at gennemføre og blev først afgjort ved cifrene 70-68 i femte sæt i Isners favør.
Siden er reglerne blevet ændret, så et sæt skal afgøres ved en tiebreak til ti point ved stillingen 6-6 i femte sæt.
Af samme årsag kommer rekorden med al sandsynlighed til at stå til evig tid.
- Nu kan jeg nyde at tale om kampen, for det var en vild oplevelse. Den gav mig en masse som spiller og som mand, siger Mahut ifølge Reuters.
Nettet fra kampen blev tidligere på året solgt på auktion til 90.000 kroner.
43-årige Mahut vandt fire titler i single, men det var i double, han for alvor markerede sig som en af verdens bedste.
Han vandt US Open i 2015 og fulgte op med triumfer i Australian Open, French Open og Wimbledon de efterfølgende år.
- At kunne vinde grand slam-turneringer er noget af det bedste, jeg husker tilbage på, siger Nicolas Mahut.
- Ud over titlerne og trofæerne tænker jeg på alt det, der skete for mig på vejen til sejrene.
- Al tvivlen, alle spørgsmålstegnene og fejlene, jeg lavede. Det er det, der gør en karriere stor, og på den front er min rigtig stor, siger han.
Ifølge ATP har han gennem sin karriere tjent omkring 83 millioner kroner i præmiepenge.
/ritzau/
