Rentefald og stigende aktiekurser løfter afkastet hos pensionsfond

29. OKT 2025 • 09:13ERHVERV/POLITIK

Det statslige pensionsselskab ATP fordoblede sit investeringsafkast i tredje kvartal.

Den statslige pensionsfond ATP, der har mere end fem millioner danske medlemmer, har haft et investeringsafkast på 13,8 procent i årets første tre kvartaler.

Det skriver den i en kvartalsmeddelelse onsdag morgen.

Dermed lykkedes det i tredje kvartal alene at fordoble afkastet fra de foregående to kvartaler.

Rentefald i USA og stigende aktiekurser på begge sider af Atlanten har ifølge fonden medvirket kraftigt til fremgangen.

ATP er et statsligt pensionsselskab, som alle lønmodtagere betaler til.

For langt de fleste er ATP et supplement til arbejdsmarkedspensioner, som de fleste overenskomster er omfattet af.

Ordningen blev indført i 1964 og administreres af ATP, som foruden investering af pensionsmidler også står for udbetaling af en lang række offentlige ydelser som feriepenge, folkepension og barselsdagpenge.

Martin Præstegaard, der er administrerende direktør i fonden, er tilfreds med årets hidtidige afkast.

- ATP's økonomi er grundlæggende sund, og i kombination med et solidt investeringsafkast betyder det, at vi kan løse vores fornemmeste opgave.

- At vi over 10, 20 og 30 år sikrer danskerne en garanteret og livslang pension, der medvirker til at give den enkelte frihed til at leve et trygt og værdigt liv. Derfor er jeg tilfreds.

ATP's investeringer blev ligesom mange andres kastet ud i lidt af et stormvejr i foråret.

Her gik bølgerne højt, da USA's Donald Trump begyndte at true med højere toldsatser på mange landes varer.

Det fik aktiekurser til at styrtdykke i april, men siden har de over en bred kam indhentet det tabte - og mere til.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT