Israel vil igen overholde våbenhvile efter række af angreb i Gaza
Israel har siden tirsdag gennemført angreb i Gaza, fordi Israels militær mener, at Hamas har brudt våbenhvile.
Det israelske militær siger, at det har genindført våbenhvilen i Gaza efter at have gennemført en række angreb siden tirsdag.Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- Efter en serie af angreb, hvor adskillige terrormål og terrorister blev ramt, har IDF (Israels militær, red.) begyndt den fornyede håndhævelse af våbenhvilen som svar på Hamas' overtrædelser, lyder det fra militæret.
Tirsdag gennemførte Israel en række angreb på tværs af Gaza som svar på, at Hamas ifølge Israel havde brudt våbenhvilen.
Det israelske militær siger, at 30 militante er blevet ramt i angreb fra militæret og den israelske sikkerhedstjeneste, ISA.
Mahmud Bassal, som er talsperson for Gazas civilforsvar, har onsdag morgen fortalt AFP, at mindst 50 personer i Gaza er blevet dræbt i israelske angreb siden tirsdag aften.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, beordrede tirsdag til kraftige angreb i Gaza.
Han kom ikke umiddelbart med nogen begrundelse for genoptagelsen af de israelske angreb, men tirsdag aften beskyldte det israelske militær, IDF, den militante bevægelse Hamas for at have angrebet israelske soldater.
Onsdag morgen meddeler IDF i en udtalelse ifølge AFP, at en soldat tirsdag blev dræbt i forbindelse med kampe i det sydlige Gaza.
Tirsdag beskyldte Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, desuden Hamas for at udlevere jordiske rester, som ikke tilhører et af de fortsat savnede gidsler.
Resterne tilhører ifølge Israel et gidsel, hvis lig blev fundet af israelske styrker i december 2023.
Trods israelske angreb i Gaza siden tirsdag har den amerikanske præsident, Donald Trump, sagt, at han ikke mener, at våbenhvilen er i fare.
- Som jeg forstår det, dræbte de (Hamas, red.) en israelsk soldat. Så slår israelerne igen, og de bør slå igen, sagde Trump til journalister om bord på Air Force One på vej til Sydkorea, skriver Reuters.
Men Trump mener altså ikke, at selve våbenhvilen er på spil.
- I er nødt til at forstå, at Hamas er en meget lille del af fred i Mellemøsten, og de er nødt til at indordne sig (behave på engelsk, red.), siger han.
/ritzau/
