Nye busruter skal transportere læger til områder med lægemangel

29. OKT 2025 • 08:28INDLAND/KRIMINAL

Tre nye busruter skal transportere læger fra hovedstadsområdet til Maribo, Nykøbing Sjælland og Kalundborg.

Onsdag åbner en ny busrute, der skal transportere praktiserende læger og sygehusansatte fra København til Maribo på Lolland.

Det oplyser Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Bussen kører fra Flintholm Station på Frederiksberg til Maribo.

Bustransporten skal være med til at gøre det mere attraktivt at arbejde i de områder, hvor der er mangel på læger, siger Trine Birk Andersen, der er regionsrådsformand i Region Sjælland.

- I dag er der færrest læger i de områder af regionen, hvor behovet er allerstørst. Det går simpelthen ikke.

Der vil desuden åbne to lignende busruter fra hovedstaden til henholdsvis Nykøbing Sjælland og Kalundborg.

Der kommer til at være en afgang om morgenen og en igen om eftermiddagen, og alle busser er indrettet med borde, strøm og internet, så det er muligt at arbejde under transporten, skriver regionen.

Læger kan på busturen blandt andet få tid til at konsultere patienter over e-mail, forny recepter og lignende, forklarer Trine Birk Andersen.

Hun oplyser, at der er afsat fem millioner kroner til udviklingen og driften af de tre nye busruter.

- Det er en lille pris at betale, hvis det kan få flere læger ud til de områder, hvor der er brug for dem, siger regionsrådsformanden.

De nye busruter skal supplere tre eksisterende ruter, hvor sygehuslæger bliver kørt fra hovedstadsområdet til sygehuse i Slagelse og Nykøbing Falster.

Det bliver dog med de nye ruter også muligt for praktiserende læger at benytte sig af transportordningen.

Og transporten for praktiserende læger er et af hovedformålene med de nye ruter, siger Trine Birk Andersen.

- Vi vil lykkes med at sikre særligt flere praktiserende læger til de områder af regionen, hvor der i dag er for få, og vilkår og rammer såsom transport skal ikke stå i vejen for løsninger, der virker.

På de eksisterende ruter er der cirka fem til ti læger og sygehusansatte med bussen hver afgang, siger Trine Brik Andersen.

De nye endestationer i Maribo, Kalundborg og Nykøbing Sjælland er valgt på baggrund af et spørgeskema, som regionen har sendt ud til afdelinger på regionens sygehuse og til Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

Som opfølgning på den nye sundhedsreform, der blev indgået i 2024, indgik regeringen og Danske Regioner en aftale, der skal være med til at styrke lægedækningen i Danmark.

Ambitionen er blandt andet, at der skal uddannes 1500 flere læger, så der i 2035 vil være mindst 5000 speciallæger i almen medicin.

Med den nye sundhedsreform bliver Region Hovedstaden og Region Sjælland lagt sammen til en region - Region Østdanmark.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT