Tryg outsourcer it-drift og nedlægger 180 stillinger
Forsikringskoncernen Tryg outsourcer driften af en række ældre it-systemer til et indisk firma.
Forsikringskoncernen Tryg møblerer om i sin it-afdeling og skærer i den forbindelse 180 stillinger væk.Det sker, når driften af en række ældre it-systemer outsources til indiske Tata Consultancy Services.
Trygs egne folk skal i stedet bruge kræfterne på blandt andet at udvikle og skalere selskabets kundevendte systemer og koncernens skadebehandlingssystem.
- Vi forenkler vores it-landskab for yderligere at kunne investere i ny teknologi og udvikle vores forretning på tværs af Skandinavien.
- På den måde kan vi levere de bedste kundeoplevelser, så vi fortsat differentierer os i markedet og styrker vores konkurrenceevne, siger Johan Kirstein Brammer, der er koncernchef i Tryg.
47 af de stillinger, der bortfalder, er danske. De øvrige befinder sig i Norge og Sverige.
45 af de afskedigede medarbejdere bliver i stedet ansat i Tata Consultancy Services.
Aftalen mellem Tryg og Tata Consultancy Services er en udvidelse af det samarbejde, som allerede har eksisteret i 15 år.
Tryg-koncernen driver forretning i Danmark, Norge og Sverige og har mere end seks millioner kunder i Norden i selskaberne Tryg, Alka og Trygg-Hansa.
Tryg er børsnoteret i København og er en del af C25-indekset.
Tryghedsgruppen, som alle kunder i koncernen er medlem af, ejer 48,1 procent af aktierne i selskabet.
Tryghedsgruppen sender en del af sit overskud videre til TrygFonden, der støtter projekter, der øger trygheden i Danmark.
Det drejer sig blandt andet om Hjerteløber-ordningen og livredderindsatsen ved en lang række populære badestrande sommeren over.
En del af overskuddet i Tryghedsgruppen bliver dog også sendt direkte tilbage til medlemmerne i form af en årlig bonus.
/ritzau/