Ejendomsvirksomhed giver Rosenkrantz-Theil gratis valgplatform

2. SEP 2025 • 16:26ERHVERV/POLITIK

Jeudan har stillet lokaler på 465 kvadratmeter gratis til rådighed for Pernille Rosenkrantz-Theil før valg.

Overborgmesterkandidat i Københavns Kommune Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har ifølge Ekstra Bladet fået stillet 465 kvadratmeter lokaler gratis til sin rådighed midt i København til at føre valgkamp.

Lokalerne tilhører ikke Socialdemokratiet, men den københavnske ejendomsvirksomhed Jeudan.

- Vi har lånt lokalerne af Jeudan. Det er sådan nogle lokaler, der er mellem udlejning. Og derfor har de været så søde at stille dem til rådighed for os, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til Ekstra Bladet.

Ifølge mediet har hun haft lokalerne til rådighed siden 1. august, og hun vil have dem gratis mindst frem til kommunalvalget 18. november.

Lokalerne på de 465 kvadratmeter står i en annonce på Jeudans hjemmeside til at koste 96.594 kroner om måneden, 77.384 kroner eksklusive el- og drift.

Jeudan ejer ifølge Ekstra Bladet over 200 ejendomme, der samlet har en værdi på omkring 35 milliarder kroner, i København og på Frederiksberg. Det gav sidste år virksomheden lejeindtægter for 1540 millioner kroner.

Jeudan er af samme årsag en virksomhed, der har økonomiske interesser i den boligpolitik, der bliver ført af politikerne i Københavns Borgerrepræsentation.

Ekstra Bladet har spurgt Jeudan om, hvad virksomheden regner med at kunne få ud af at stille lokalerne gratis til rådighed for Pernille Rosenkrantz-Theil op til valget.

Administrerende direktør Per Wetke Hallgren svarer mediet i en skriftlig kommentar, at Jeudan har en naturlig interesse i at støtte op om valget i kommunen.

- Hvis et politisk parti derfor kontakter os omkring mulighed for lån af lokaler, så hjælper vi derfor om muligt, siger han.

Pernille Rosenkrantz-Theil mener ikke, at det kan se ud som om, at Jeudan forsøger at købe sig til hendes gunst.

- Det vil I helt sikkert beskylde mig for. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. Men det har ikke noget på sig, siger hun til Ekstra Bladet.

Hun oplyser, at hun har taget imod tilbuddet om de gratis lokaler, fordi hun har brug for lokaler til at føre valgkamp, og fordi "lokalerne er ret fede".

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT