Kim Jong-un ankommer med tog til Beijing før parade med Putin og Xi
Nordkoreas øverste leder har ifølge sydkoreansk medie taget sin datter med på officielt besøg i Kina.
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, er tirsdag ankommet med tog til Beijing, hvor han skal mødes med Kinas præsident, Xi Jinping.Det rapporterer det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA ifølge Reuters.
Tilsyneladende har Kim Jong-un taget sin datter Ju Ae med til Kina, skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.
Yonhap har oplysningen fra en sydkoreansk efterretningstjeneste.
Datteren var indtil for et par år siden ukendt i offentligheden, men er siden slutningen af 2022 flere gange blevet set sammen med Kim Jong-un ved officielle begivenheder.
Det er ifølge nyhedsbureauet AFP sjældent, at den nordkoreanske leder bevæger sig uden for landets grænser.
- Det er en usædvanlig risiko, siger Christopher Green, der er seniorkonsulent med fokus på Korea ved International Crisis Group, til AFP.
- Kim deltager generelt ikke i multilaterale begivenheder, fordi det er svært at kontrollere den politiske fortælling. Det bliver interessant at se, hvordan Nordkorea vil håndtere det.
Også Ruslands præsident, Vladimir Putin, befinder sig i Beijing. Han skal sammen med Kim Jong-un, Xi Jinping og en række andre ledere overvære en stor militærparade onsdag.
Paraden markerer 80-året for afslutningen på Anden Verdenskrig.
Reuters skriver, at også Irans præsident, Masoud Pezeshkian, og Min Aung Hlaing, juntaleder i Myanmar, ventes at overvære paraden sammen med Slovakiets premierminister, Robert Fico.
Fico er den eneste EU-leder, der deltager - noget Fico i en udtalelse på mail til nyhedsbureauet Reuters mandag beklagede:
- Jeg beklager personligt, at det kun er Slovakiet blandt EU-landene, der vil være til stede i Beijing- og jeg må indrømme, at jeg ikke forstår hvorfor. En ny verdensorden er ved at blive opbygget, nye regler for en multipolær verden, en ny magtbalance, hvilket er ekstremt vigtigt for stabiliteten i verden.
/ritzau/