Digitaliseringsministeren er gravid
Caroline Stage og hendes partner har allerede tre børn tilsammen, og snart bliver det fire, oplyser hun.
Digitaliseringsminister Caroline Stage (M) er gravid.Det skriver hun på Instagram.
Privat danner hun par med Rikke Blom, som hun har en datter med. Desuden har ministerens partner to børn fra et tidligere forhold.
- Snart med fire børn på matriklen - det skal nok blive lidt af en mundfuld, skriver Caroline Stage blandt andet.
Caroline Stage har været minister i lidt over et år. Hun var en af tre ministre fra Moderaterne, som i dag ikke sidder i Folketinget, men som blev hentet ind på ministerholdet i en regeringsrokade.
Stage fik en udfordrende begyndelse som minister. Dagen efter, at Stage blev udnævnt til minister, kunne B.T. beskrive en klage fra ansatte i Moderaternes sekretariat til Arbejdstilsynet om dårligt arbejdsmiljø i partiet. Stage var fra januar 2023 til sommeren 2024 politisk chef i sekretariatet.
Sagen var så alvorlig, at Stage overvejede at trække sig. Det har hun udtalt i et interview med Ritzau.
Dagen før, hun blev udnævnt som minister, sagde Stage ifølge opslaget på Instagram til partistifter Lars Løkke Rasmussen, at "det kan altså være, at jeg bliver gravid, mens jeg er minister. Det tænker jeg, du skal vide, før du tilbyder mig jobbet endeligt".
- Nu er der gået et år. Og nu er jeg gravid. Og hvor er jeg glad, skriver ministeren.
Ifølge Stage så Løkke, Danmarks udenrigsminister, ingen problemer med at udpege en minister, som måske kunne blive gravid i regeringsperioden. Moderaterne vil også gerne have, at danskerne får flere børn.
/ritzau/