Flertal i Ungarn støtter Orbáns nej til at optage Ukraine i EU
En måling fra Eurobarometer viser, at 64 procent af Ungarns vælgere er imod at lukke Ukraine ind i EU.
Spørger man de danske vælgere, så er et stort flertal ikke i tvivl: Ukraine bør få medlemskab af EU, når landet opfylder EU's betingelser.Men billedet er et helt andet i Ungarn. Det viser en ny Eurobarometer-måling.
Eurobarometer er en række meningsmålinger, der jævnligt udføres for EU-Kommissionen og andre EU-institutioner.
Ifølge den seneste måling siger 64 procent af de ungarske vælgere nej til, at Ukraine skal med i EU.
De ungarske vælgere er vel at mærke blevet spurgt, om Ukraine skal optages efter, at landet har opfyldt alle EU's kriterier for optagelse.
Alligevel står næsten to tredjedele af de ungarske vælgere bag Ungarns premierminister, Viktor Orbán, der fastholder et nej til Ukraine.
Orbán har ellers i månedsvis fået massiv kritik fra de øvrige EU-lande for at blokere for optagelsesforhandlingerne med Ukraine.
Men det har tilsyneladende ikke fået ungarerne til at ændre mening.
Ifølge målingen støtter 30 procent af de ungarske vælgere, at Ukraine optages i EU, når alle betingelser er opfyldt.
Seks procent af de ungarske vælgere er i tvivl.
Målingen blev offentliggjort tirsdag i forbindelse med et uformelt europaministermøde i København om EU-udvidelse.
Her gjorde europaminister Marie Bjerre (V) det klart, at hun fortsat vil presse på for at få den ungarske regering til at ændre holdning.
Ifølge den danske europaminister støtter 26 af de 27 EU-lande, at det første forhandlingsområde nu åbnes med Ukraine.
Men beslutningen skal tages med enstemmighed.
Derfor har Viktor Orbán reelt vetoret. Og den har han indtil videre udnyttet til at blokere for Ukraine.
Måske bekymrende for Ukraine viser målingen, at der også i Italien og Tjekkiet er et flertal af vælgerne, der siger nej til Ukraine i EU.
I Tyskland er befolkningen delt i to præcist lige store grupper. Der er 47 procent for medlemskab til Ukraine, mens 47 procent ifølge målingen er imod.
I Frankrig er 48 procent for medlemskab til Ukraine, mens 44 procent er i mod.
EU-kommissær for udvidelse Marta Kos vælger dog at fokusere på de skandinaviske lande i forhold til Eurobarometer-målingen.
Danmark og Sverige blandt de EU-lande, hvor befolkningen i særlig grad støtter Ukraines drøm om EU-medlemskab, fremhæver hun.
- Jeg vil gerne sige tillykke til Danmark. I har den højeste tilslutning blandt vælgerne til ukrainsk medlemskab af EU, siger Marta Kos.
Blandt de danske vælgere siger 81 procent i følge Eurobarometer-målingen ja til EU-medlemskab til Ukraine, når landet opfylder betingelserne.
Kun 15 procent af de danske vælgere siger nej, mens fire procent er i tvivl.
Ud af de i alt ni kandidatlande siger de danske vælgere kun nej til ét af landene. Det er Tyrkiet.
Her er 56 procent af de danske vælgere ifølge målingen imod EU-medlemskab, mens 38 procent er for at lukket Tyrkiet i EU.
Seks procent af de danske vælgere er ifølge målingen i tvivl, når det gælder Tyrkiet.
/ritzau/