Støjberg oplever skub og spytklatter: Der er sket et skred

13. JUN 2024 • 12:01ERHVERV/POLITIK

Det er et "skred i nogle fundamentale ting", siger Inger Støjberg i tale efter overfald på statsminister.

Overfaldet på statsminister Mette Frederiksen (S) må "på ingen måde bagatelliseres".

Det siger Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, i sin partiledertale på Folkemødet.

Her løfter hun sløret for, hvad hun er udsat for i sin hverdag.

- Jeg bliver også råbt efter på gaden. Ligesom jeg også har oplevet skub, spytklatter, og for nogle måneder siden blev en mand idømt en fængselsstraf for at have kylet noget væske i nakken af mig, siger Inger Støjberg.

Hun fortæller, at hun ikke normalt fortæller om, hvad hun er udsat for, fordi hun ikke ønsker at give "voldsmændene opmærksomhed".

- Det valg havde statsministeren ikke i fredags, fordi det foregik med rigtig mange mennesker som tilskuere. Ofte foregår disse ting i det skjulte.

- Når jeg i dag - og for første gang - fortæller disse ting, så er det ikke fordi, nogen skal have ondt af mig, men for at sige at der er skred i nogle fundamentale ting i Danmark i øjeblikket, og det skal vi ikke acceptere, siger Inger Støjberg.

Mette Frederiksen skulle have holdt en kort tale ved åbningen af Folkemødet torsdag, men har aflyst sit program torsdag og kommer i stedet først fredag.

Det er som følge af det overfald, hun var udsat for fredag i sidste uge, hvor hun blev slået på højre arm af en mand.

Inger Støjberg fortæller videre i sin tale om, hvordan hun i mange år har haft livvagter, og at der er steder i Danmark, hun ikke kan besøge uden stort politiopbud.

- Tiden er ganske enkelt kommet til, at vi tager udviklingen lidt mere alvorligt, end vi har gjort hidtil, lyder det.

Formanden for Danmarksdemokraterne er den første partileder, der holder sin partiledertale på årets folkemøde. Senere torsdag taler Alex Vanopslagh (LA), Martin Lidegaard (R) og Lars Løkke Rasmussen (M) også.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT