20 grønlandske kvinder har søgt om erstatning efter spiralsag

29. OKT 2025 • 11:27INDLAND/KRIMINAL

For nylig åbnede Grønlands regering for, at kvinder kan søge erstatning for ufrivillig prævention.

På halvanden uge har 20 grønlandske kvinder søgt om godtgørelse for efter januar 1992 at have fået opsat en spiral eller anden form for prævention uden samtykke.

Det oplyser Departementet for Justitsområdet og Ligestilling i Grønland til det grønlandske medie KNR.

Den grønlandske justitsminister, Naaja H. Nathanielsen, siger til mediet, at kvinderne kan få en erstatning på op mod 300.000 kroner hver.

Den grønlandske regering, Naalakkersuisut, meddelte for godt halvanden uge siden, at kvinderne kunne søge erstatning.

Naalakkersuisut gav tilbage i september en officiel undskyldning til de kvinder, der har fået opsat spiral uden samtykke.

Det samme gjorde statsminister Mette Frederiksen (S) ved samme begivenhed, som blev afholdt i Grønland.

Muligheden for godtgørelse er en del af Naalakkersuisuts arbejde med at anerkende de "overgreb", der fandt sted i forbindelse med spiralsagen.

Særordningen tilfalder kun kvinder, der har fået indført prævention uden deres vidende efter Grønlands hjemtagelse af sundhedsområdet i 1992.

Der kan umiddelbart søges om godtgørelse, hvis der er blevet indsat spiral eller p-stave, eller hvis man har fået injektioner med præventionsmidlet DepoProvera eller er blevet steriliseret.

For at kunne ansøge skal der desuden være tale om hændelser, som er sket i det grønlandske sundhedsvæsen enten på et sygehus eller på en anden offentlig institution.

Hvis indgrebet er udført andetsteds, men er betalt af Naalakkersuisut, kan der også søges om godtgørelse.

Det danske Indenrigs- og Sundhedsministerium udgav i september en udredning af spiralsagen.

Da lød vurderingen, at mindst 4070 grønlandske piger og kvinder havde fået opsat en spiral ved udgangen af 1970.

Danmark havde ansvaret for sundhedsvæsnet i Grønland frem til 1992.

143 kvinder, der ufrivilligt fik opsat spiral, stævnede sidste år Danmark for brud på menneskerettigheder. Kvinderne krævede erstatning på samlet 43 millioner kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT