Moderaterne vil give bedsteforældre ret til barsel og barns sygedag
Småbørnsforældre er pressede, og bedsteforældrene skal i højere grad kunne træde til, mener Moderaterne.
Hvis det spidser til med børn, sygdom og barsel i de danske hjem, skal bedsteforældrene kunne træde til og overtage for småbørnsforældrene.Det mener regeringspartiet Moderaterne, der nu præsenterer et nyt politisk forslag til at øge fleksibiliteten for familier.
Konkret skal bedsteforældre have ret til barnebarnssygedage ved akut opstået sygdom, og så skal bedsteforældrene også have ret til barsel.
- Det handler om at sørge for, at småbørnsfamilierne får mere fleksibilitet i dagligdagen, siger politisk ordfører Monika Rubin.
Som lovgivningen er i dag, kan en bedsteforælder få overdraget den ikkeøremærkede barsel fra en soloforælder. Men den ret vil Moderaterne udvide til også at gælde familier med to forældre.
En familie vil stadig få tildelt det samme antal ugers barsel som hidtil, men med muligheden for, at en bedsteforælder kan overtage dele af den.
Moderaterne betragter deres forslag som en hjælpende hånd til de småbørnsforældre, der kan have svært ved at få ligningen til at gå op i hjemmet.
- For os at se er det her forslag win-win i forhold til, at vi også kan se, at bedsteforældrene også har det bedre, når de er en del af børnebørnenes liv, siger Monika Rubin.
Mange småbørnsforældre vil også kunne genkende aflyste møder og arbejdsplaner, når et barn bliver sygt.
For at imødekomme børneforældres forpligtelser på arbejdsmarkedet vil Moderaterne således også lade en bedsteforælder tage et barns første sygedag.
- Det handler ikke altid om antallet af et barns sygedage, men at folk kan have svært ved at blive væk fra arbejde lige dén præcise dag, siger Monika Rubin.
Udspillet fra Moderaterne kommer, et stykke tid efter at partiet i sensommeren åbnede den politiske sæson med et større forslag om at gentænke familiepolitikken og se arbejdslivet i faser.
Familiepolitik var på det nærmeste en politisk trend efter sommerferien, hvor en række partier markerede sig på området.
Siden er der ikke sket det store på området, erkender Moderaternes Rubin, men det vil ændre sig, håber hun.
- Nu er der kommet en hel del andre og mere akutte ting, som regeringen skal forholde sig til, men fra Moderaternes side har vi stadig øje på bolden i forhold til det familiepolitiske.
Monika Rubin vil lade arbejdsmarkedets parter forhandle de konkrete elementer på plads i trepartsformatet, hvor forslaget her sigter mod at gøre tiltagene lovlige.
/ritzau/