Line Kjærsfeldt vinder ren dansk EM-semifinale klart

12. APR 2025 • 21:49SPORT

Line Kjærsfeldt sejrede sikkert i to sæt over Julie Dawall Jakobsen og møder skotte i EM-finalen søndag.

Line Kjærsfeldt er eneste danske islæt i singlefinalerne ved EM i badminton i Horsens.

Lørdag vandt hun den rent danske semifinale med cifrene 21-15, 21-9 over Julie Dawall Jakobsen.

I finalen venter skotten Kirsty Gilmour, der slog ungareren Vivien Sandorhazi 21-11, 21-15.

Kjærsfeldt kan blive den første danske europamester i damesingle siden Tine Baun i 2012. Siden har spanieren Carolina Marin vundet samtlige syv EM-titler, men hun var fraværende denne gang på grund af en skade.

Julie Dawall Jakobsen bed fint fra sig i indledningen af semifinalen, men Kjærsfeldt satte sig på kampen, da hun vekslede 7-8 til en føring på 14-9. Derfra kørte hun sættet sikkert hjem.

I andet sæt var det lige frem til 4-4, hvorefter Kjærsfeldt snuppede de næste otte point og ikke så sig tilbage i resten af kampen.

Det er første gang, at Kjærsfeldt spiller sig frem til finalen ved EM, hvor hun tidligere i karrieren har vundet bronze to gange.

Derimod bliver der ikke dansk deltagelse i finalen i herredouble, selv om der var danskere i begge semifinaler.

Efter et vildt drama tabte Daniel Lundgaard og Mads Vestergaard deres semifinale med 21-19, 18-21, 23-25 til de franske brødre Christo Popov og Toma Junior Popov.

I det afgørende sæt havde danskerne matchbold ved 20-19, og siden afværgede de tre matchbolde, før de i sidste ende tabte.

I lørdagens første semifinale endte Rasmus Kjær og Frederik Søgaard med at trække sig i begyndelsen af tredje sæt, efter at de havde vundet første sæt med 21-17 og tabt andet 14-21.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

17. APR 2025 • 15:43UDLAND
Rusland fjerner forbud mod Taliban
FÅ ABONNEMENT