Atomdrøftelser mellem USA og Iran fortsætter i næste uge
Atmosfæren var ifølge iransk ministerium konstruktiv og respektfuld under atomdrøftelser mellem USA og Iran.
Efter nogle timer er lørdagens drøftelser mellem USA og Iran, som skal sætte gang i nye forhandlinger om det iranske atomprogram, afsluttet.Det oplyser det iranske udenrigsministerium, der tilføjer, at samtalerne fandt sted i en "konstruktiv" og "respektfuld" atmosfære.
Drøftelserne i Muscat, hovedstaden i Oman, foregik i separate rum, og omanske embedsmænd videresendte beskeder mellem delegationerne.
De to landes repræsentanter talte imidlertid direkte sammen i nogle minutter, oplyser det iranske udenrigsministerium.
Drøftelserne vil fortsætte i næste uge, lyder det videre.
I spidsen for forhandlingerne er USA's særlige udsending til Mellemøsten, Steve Witkoff, og Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi.
Det Hvide Hus har efterfølgende bekræftet, at de to parter skal mødes igen næste lørdag, skriver Reuters.
Derudover ekkoer Det Hvide Hus det iranske udenrigsministerium og kalder dets diskussionen med landet "positiv og konstruktiv".
Det er første gang i flere år, at der finder samtaler sted mellem USA og Iran på så højt niveau.
Tidligere har Esmaeil Baqaei, talsperson for det iranske udenrigsministerium, fortalt, at drøftelserne "kun er begyndelsen".
Drøftelserne finder sted i skyggen af gentagne amerikanske trusler om militær indgriben i Iran, hvis ikke der kommer en aftale.
USA vil på ingen måde acceptere, at Iran får en atombombe.
Så sent som onsdag sagde USA's præsident, Donald Trump, at han ikke vil afvise militær indgriben i Iran.
Parterne søger en ny atomaftale, efter at Donald Trump under sin første præsidentperiode trak USA ud af en aftale fra 2015, som Iran havde indgået med med USA, Kina, Rusland, Storbritannien, Tyskland og Frankrig.
Med aftalen skulle Iran stoppe udviklingen af sit atomprogram til gengæld for ophævelse af sanktioner mod landet.
Men Trump beskrev efterfølgende aftalen som fejlagtig, da den ifølge præsidenten ikke forhindrer en iransk atombombe.
Herefter genindførte Trump amerikanske sanktioner mod Iran.
Siden har Iran ifølge nyhedsbureauet Reuters langt overskredet aftalens grænser for uranberigelse.
Uran kan anvendes som det radioaktive stof i atombomber.
/ritzau/AFP