Uforberedte kommuner er utilfredse med anbefalinger om nødberedskab
Ministers styrelse har sendt brev til uforberedte kommuner, som dog vil have klarere regler for nødberedskab.
Kommunerne efterspørger regler for, hvordan de skal forberede sig på en krisesituation, for selv om de netop har modtaget en række anbefalinger, er de ikke tilfredse.Styrelsen for Samfundssikkerhed har til alle 98 kommuner sendt et brev, som indeholder en række anbefalinger for et effektivt nødberedskab.
Men kommunerne er ikke tilfredse.
- Det er et godt første skridt. Det vigtige er, at danskerne kan regne med, at der lokalt er tryghed og sikkerhed, hvis der pludselig skulle ske et eller andet, siger formand for klima- og miljøudvalget Johannes Lundsfryd Jensen (S).
Kommunerne føler sig uforberedte og har presset på for at få regler på området, men beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) har afvist og har i stedet fået sin styrelse til at sende anbefalinger.
Torsdag udkom en rapport, som peger på, at risiko- og trusselsbilledet i Danmark er det mest alvorlige siden Anden Verdenskrig.
Blandt andet derfor anbefales kommunerne i et brev at have adgang til kritiske ressourcer som el, vand og varme samt andet ved nedbrud. Ministeren afviser, at anbefalingerne er for overordnede.
- Der kommer selvfølgelig til at være en fortsat tæt dialog med kommunerne, men her giver vi både risikobilledet og en klar opfordring til at tage det risikobillede med og sørge for, at det afspejler sig i beredskabsplanerne, siger han.
Ifølge kommunerne er det normalt, at nationale myndigheder kommer med anbefalinger, hvortil kommunerne fylder rammerne ud.
Men ministeren bedyrer, at kommunerne er forskellige og vil ikke binde dem, selv om de selv efterspørger det.
- Der er forskelle mellem vores kommuner, og derfor skal det være op til den enkelte kommune, hvordan den konkret omsætter det. Vi giver nu et klart risikobillede og en klar opfordring til, at det indtænker man i sin risikoplan, siger han.
Både mediet DK Nyt, der blandt andet beskæftiger sig med landets kommuner, og DR har på baggrund af rundspørger beskrevet, hvordan kommuner forbereder sig vidt forskelligt på, hvordan de skal tage sig af eksempelvis plejehjemsbeboere under en krisesituation.
34 ud af 82 kommuner svarer i DK Nyts rundspørge, at de har en plan klar for indkøb, så kommunernes borgere på døgninstitutioner, plejehjem og bosteder kan klare sig i tre døgn uden vand i hanen og strøm.
Over 20 kommuner afventer modsat nationale anbefalinger. Johannes Lundsfryd afviser, at kommunerne bare skal komme i gang.
- Hvis man har flere 1000 borgere i en kommune og skal have vand, så er det meget afgørende om det er til tre dage eller til fem dage. Det er en fuldstændig forskellig opgave, og man har håndteret basisdelen, siger han.
Som eksempel spørger han åbent, hvem der har ansvaret for elforsyningen, hvis en borger har respirator i sit egen hjem.
- Vi skal have udpenslet helt præcis, hvad er det, og hvor er det, og hvem er det? Det har vi altså behov for nogle nationale retningslinjer for, siger han.
Til det svarer ministeren kort, at det er kommunens ansvar.
/ritzau/