Amerikanske aktiers rutsjebanetur fortsatte torsdag

10. APR 2025 • 22:26ERHVERV/POLITIK

Dagen efter de største kursstigninger siden 2008 dykker amerikanske aktier igen. Teknologiaktier falder mest.

Men siger, at det går op og ned i showbiz, men det gør det sandelig også på aktiemarkederne i disse dage.

Onsdag oplevede de amerikanske aktier de højeste kursstigninger siden 2008, men dagen efter vendte de igen snuden nedad.

Ved børslukning torsdag aften dansk tid var det brede S&P 500-indeks faldet med 3,5 procent igen.

Industriaktierne i Dow Jones-indekset faldt kun med 2,5 procent, mens Nasdaq Composite, der indeholder de største teknologiaktier, faldt med 4,3 procent.

Det kunne endda være gået meget værre. Efter børsåbningen på Wall Street dykkede aktierne vedvarende i de første tre timers handel, og klokken 18.30 dansk tid var S&P 500-aktierne nede med hele syv procent.

Men så vendte stemningen tilsyneladende en smule, og tabet blev i sidste ende altså kun halvt så stort.

Blandt de toneangivende aktier finder man Apple, der torsdag faldt med 4,2 procent.

Tesla-aktien blev 7,2 procent mindre værd, efter at den ellers var steget 22,7 procent onsdag.

Og endelig gik også chipproducenten Nvidia torsdag tilbage med 6,3 procent.

Det er formentlig den fortsatte usikkerhed om omfanget af den toldkrig, som præsident Trump har varslet, der præger investorerne.

- Vi ser stadig, at angsten omkring tarifferne lever i bedste velgående.

- Volatilitet går begge veje - både op og ned. Vejen fremover vil formentlig inkludere flere udsving, fordi vi ikke har en konklusion. Vi har faktisk det modsatte, siger Nathan Thooft, der er chefanalytiker hos Manulife Investment Management, til Bloomberg News ifølge MarketWire.

Onsdag meddelte Trump, at han ville udskyde de bebudede toldsatser i 90 dage.

Tiden skal bruges på at lave nye handelsaftaler med de lande og toldområder, der er villige til at efterkomme de amerikanske krav.

Det betyder, at toldkrigen altså ikke er afblæst, men indtil videre dog er udsat nogle måneder - eller indtil Trump ombestemmer sig eller finder på noget hele tredje.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT